En ny undersøgelse fra jobportalen StepStone viser, at godt syv ud af ti danske chefer foretrækker at modtage ansøgninger per e-mail.
- I dag foretrækker de fleste virksomheder online ansøgninger, og tendensen er stadig stigende, fordi de er langt lettere for virksomhederne at håndtere, siger administrerende direktør Morten Heuing fra StepStone til Jyllands-Posten.
Birgit Tygesen er ledelseskonsulent i Lederne, hvor hun blandt andet arbejder med karriererådgivning af organisationens medlemmer. Hun mener, at de elektroniske ansøgningers popularitet blandt cheferne skyldes den tid, vi lever i.
- På arbejdspladsen bruger vi jo i højere grad computeren som daglig kommunikationsform. Det letter kommunikationen, at alt er samlet i en maskine. Chefen får desuden afprøvet, om ansøgeren duer til at arbejde elektronisk, siger Birgit Tygesen.
Undersøgelsen er foretaget af online jobportalen StepStone, der har spurgt næsten 2.000 human resource-chefer i syv europæiske lande om deres holdning til elektroniske ansøgninger.