Arbejderne haler ind på direktøren
02.08.2005
Forskellen på industriarbejdernes og topledernes løn svinder ind.
Mens en industriarbejder i 2001 tjente 46 procent af, hvad en person fra virksomhedernes øverste ledelseslag tjener, er der nu 48,4 procent til arbejderen af, hvad direktøren får i løn.
Det viser en ny opgørelse tal fra Danmarks Statistik ifølge dagbladet Information.
Afdelingschef i Ledernes Hovedorganisation Kim Møller Laursen peger på, at administrerende direktører i Danmark lønmæssigt halter efter deres udenlandske kollegaer.
I en nylig undersøgelse fra IMD World Competitive Yearbook 2005 ligger danske direktører nummer 15 af 22 europæiske lande – efter blandt andre Tyrkiet, Spanien og Grækenland.
- Vi er langt fra godt nok med, når det gælder lønninger til direktører i Danmark. For at klare os i den internationale konkurrence skal vi kunne trække de dygtigste ledere hertil. Det er svært, når de forholdsvis lave direktørlønninger ses i sammenhæng med den høje danske marginalskat, og det er bekymrende, siger Kim Møller Laursen.