Vi skal have flere på arbejdsmarkedet
29.08.2007
Med finanslovforslaget er der lagt op til store investeringer i den offentlige sektor. Investeringer, som kan være nødvendige, men som samtidig kræver flere på arbejdsmarkedet, hvis der skal være plads og råd hertil
Finanslovforslaget er præget af regeringens udspil til en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Investeringer, der kan være nødvendige, men som også forudsætter, at vi får flere ind på arbejdsmarkedet. Problemerne løses ikke kun ved at øge beskæftigelsen i den offentlige sektor. Det er nødvendigt at sikre et kvalificeret og større arbejdsudbud i den private sektor, som forudsætning for at finansiere det nødvendige løft i den offentlige sektor.
Konkurrencen om arbejdskraften er stor med den rekordlave ledighed. Mere end 4 ud af 10 ledere siger, at de må afvise ordrer på grund af mangel på arbejdskraft. Derfor er det nødvendigt, at der tages initiativ til at øge udbuddet af arbejdskraft generelt. Der skal og kan skrues på en række håndtag.
Mulighederne for at hente udenlandsk arbejdskraft skal forbedres og forenkles, som regeringen også har lagt op til. Om det er tilstrækkeligt må tiden vise. Der skal være mulighed for yderligere lempelser. Samtidig skal vi blive endnu bedre til at integrere nydanskere på arbejdsmarkedet.
Det bliver afgørende at gøre det mere attraktivt for de ældre at blive nogle år længere på arbejdsmarkedet. Det bliver i høj grad en opgave for virksomheder og ledere at sikre dette.
Det skal kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Derfor er det nødvendigt, at der sker lettelse i topskat og mellemskat, så det kan betale sig at gøre en ekstra indsats. Et øget beskæftigelsesfradrag vil kunne få flere fra passiv forsørgelse til et aktivt arbejdsliv. Den foreslåede skattereform er et skridt i den rigtige retning.
Der skal være mere ledelsesrum i den offentlige sektor. Det betyder blandt andet, at den enkelte lokale leder skal have mere ansvar og større indflydelse på at kunne træffe de rigtige beslutninger og udføre dem med det mål at skabe størst mulig kvalitet i forhold til borgerne. Derfor skal unødvendige indberetninger og administrativt bureaukrati begrænses. Det kan øge og målrette effektiviteten i den offentlige sektor.
Det skal tages de nødvendige politiske initiativer og beslutninger, der kan øge arbejdsudbuddet. Det er en stor og velkvalificeret arbejdsstyrke, der er fundamentet for, at vi kan fastholde velstand og velfærd.