Valg kan skabe klarhed
24.10.2007
Når statsministeren i dag har udskrevet folketingsvalg, håber vi på en valgkamp, der fokuserer på løsninger på de fremtidige udfordringer frem for en valgkamp, hvor det gælder om at overbyde hinanden på velfærdsløfter. Arbejdskraftudfordringen er derfor central.
Det er nødvendigt, at vi får en valgkamp, der får sat fokus på sammenhængen mellem velfærd og flere hænder og hjerner på arbejdsmarkedet.
De nuværende gunstige konjunkturer betyder, at der skal komme offensive bud på, hvordan vi både tiltrækker og fastholder de bedste hoveder, samt hvordan vi sikrer, at de mere udsatte grupper får en plads på arbejdsmarkedet.
For eksempel er lavere skat på arbejde og øget velfærd ikke i modsætning til hinanden, men derimod sammenhængende. Jo flere på arbejdsmarkedet, desto flere er der til at finansiere velfærden.
Samtidig er god ledelse og dygtige ledere et konkurrenceparameter, som er en forudsætning for, at der skabes velstand og vækst i det private erhvervsliv og høj kvalitet og god service i den offentlige sektor. Vigtigheden af ledelse er kommet på dagsordenen, når det gælder kvaliteten i den offentlige sektor. En bred og generel anerkendelse af værdien og betydningen af ledelse i både den private og offentlige sektor bør blive et tema i en valgkamp. Det er dygtige ledere og kompetente medarbejdere, der er en af de afgørende forudsætninger for en fortsat vækst.