Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Vækst og velfærd kræver ledelse


09.10.2009

Regeringen har nedsat et nyt vækstforum, der har til opgave at rådgive regeringen om en række af de udfordringer, som Danmark og dansk økonomi står overfor i de nærmeste år. Udfordringerne er at sikre høj vækst og velstand gennem en forbedret konkurrenceevne, en veluddannet arbejdsstyrke, sunde og stabile offentlige finanser og grøn vækst.


Et af de områder, hvor vi i Danmark har haltet gevaldigt bagefter de senere år sammenlignet med andre lande, er på produktivitetsudviklingen. I et land som Danmark, hvor lønniveauet hører til blandt de absolut højeste i hele verden, er det afgørende for vækst i velstanden, at vi hele tiden har en vækst i produktiviteten, som mindst er på niveau med de lande, vi konkurrerer med. Det er derfor et godt og nødvendigt initiativ, som regeringen har taget med etableringen af det nye vækstforum. Når krisen er overstået, er det vigtigt, at væksten i produktiviteten er tilbage på sporet, ellers bliver det et meget jobløst opsving, vi bliver vidne til i Danmark.

Der er efter Ledernes opfattelse ingen tvivl om, at der er behov for at styrke innovationskraften her i landet samt at fortsætte og forstærke det kompetenceløft som den samlede arbejdsstyrke skal have, for at vi kan stå distancen fremadrettet.

Det handler imidlertid også i høj grad om ledelse. Skal vi have innovative og effektivt drevne private virksomheder og offentlige institutioner, kræver det god ledelse og gode ledere, der kan træffe de rigtige beslutninger. Derfor er Ledernes opfordring til vækstforummet, at man husker, hvor vigtige ledere og ledelse er for en succesfuld håndtering af de kommende års udfordringer.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne