Politikerne har et arbejdsgiveransvar

Hvis man ser på nogle af de ønsker, som lønmodtagerorganisationerne har lagt vægt på at få gennemført, så er der på en række områder tale om initiativer, som de offentlige arbejdsgivere burde være lykkelige for, at lønmodtagernes organisationer ønsker skal sættes i værk.

Det gælder eksempelvis initiativer på sundhedsområdet, hvor det er paradoksalt, at det er lønmodtagernes organisationer og ikke arbejdsgiverne, der går forrest, når det handler om at få et større udbud af flere og mere kvalificerede medarbejdere.

Det gælder eksempelvis det ledelsesmæssige, hvor det er paradoksalt, at det ikke er arbejdsgiverne, der for længst har taget initiativ til en ledelsesreform af hele den offentlige sektor.

Når man samtidig hører, hvad det er, de offentligt ansatte ønsker sig, som et resultat af kvalitetsreformen, bortset fra mere i løn, så er det langt hen ad vejen forbedringer, som gør dem bedre til at udføre deres arbejde. Mange gange er der tale om tiltag, som samtidig vil gøre de offentligt ansatte i stand til at arbejde mere effektivt.

Hos Lederne undrer vi os over, at arbejdsgiverne ikke allerede af sig selv har taget de nødvendige initiativer som en naturlig del af den ledelsespligt, der følger af at være arbejdsgiver. Men det er måske kernen i det hele, at politikerne ikke oplever, at de har et arbejdsgiveransvar i forhold til deres ledere og medarbejdere!