Med den lave ledighed, vi har i Danmark i øjeblikket, er det tvingende nødvendigt at tage initiativer, der kan øge arbejdsudbuddet. Vi må tage fat i dem, der ikke allerede er i job, ligesom vi må gøre det mere attraktivt at blive et par år ekstra på arbejdsmarkedet.
Særlig positivt er det, at regeringen har nedsat et tværministerielt udvalg, som skal udarbejde en handlingsplan for at sænke sygefraværet. Handlingsplanen, der forventes offentliggjort medio 2008, skal frem til 2015 nedbringe antallet af sygedage med 20 procent. Det er Ledernes opfattelse, at udvalget ikke blot bør se på de lovgivningsmæssige barrierer for at sænke sygefraværet, men også på, hvad der kan gøres ude på virksomhederne.
De seneste ledighedstal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at ledigheden faldt yderligere fra november til december og nu er rekordlav med under 80.000 ledige. Den lave ledighed og de gode konjunkturer er en enestående chance for at få de svageste ind på arbejdsmarkedet. Derfor er det positivt, at regeringen også har initiativer rettet mod førtidspensionsområdet.
Regeringen ønsker at gøre det mere attraktivt for de ældste på arbejdsmarkedet at blive et par år ekstra i stedet for at gå på efterløn. Derfor vil den indføre et særligt skattenedslag på op til 100.000 kroner for erhvervsaktive 64-årige, der har arbejdet fuld tid, siden de var 60 år.
Lederne mener, at regeringens plan sammen med den tidligere fremlagte plan for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft er et skridt i den rigtige retning. Samtidig hæfter vi os ved, at der i jobplanen er tale om en bred indsats for både unge og ældre – på og uden for arbejdsmarkedet.