
Efter at have smidt jakken og slipset fra talerstolen, og efter at have proklameret, at han var kommet for at vinde, kunne en storsmilende formand for Lederne Sydvestjylland Lars Møldrup modtage blomster, bifald og håndtryk som tegn på, at han for en foreløbig to-årig periode er ny næstformand i Ledernes hovedbestyrelse.
Lars Møldrup trak det længste strå efter kampvalg med Steen Knørr fra Lederne Himmerland og Karsten Kjærby fra Lederne Fyn.
- Jeg vil forsøge at gøre en forskel til gavn for både medlemmerne og Lederne. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at medvirke til, at vores rigtig gode strategi bliver gennemført, sagde Lars Møldrup, der afløser Ejner Vibæk Larsen, tidligere formand for Lederne Kronjylland.
Næstformandsteamet i Ledernes hovedbestyrelse består ud over Lars Møldrup af Vibeke Halvorsen, der også er næstformand i Lederne Hovedstaden.