Det er nødvendigt, at både private og offentlige virksomheder har fokus på efteruddannelse, udvikling og evaluering af deres ledere, fordi god ledelse og gode ledere er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne og kvaliteten af servicen i den offentlige sektor.
Det viser en undersøgelse, der er gennemført af Handelshøjskolen i Århus og Ledernes Hovedorganisation i fællesskab. Den omfatter resultater fra 1650 private og offentlige virksomheder, og budskabet er klart. Det kan betale sig at satse på lederudviklingssamtaler, efteruddannelse og evaluering af virksomhedens ledere.
Mange vil nok sige – ja selvfølgelig. Men nu er det videnskabeligt bevist, at virksomheder, der tager hånd om deres ledere og sikrer sig, at deres ledere hele tiden dygtiggør og udvikler sig, får en større overskudsgrad end de virksomheder, der ikke gør det.
Derfor må det undre, at det kun er hver tredje virksomhed, der lægger vægt på, at lederne deltager i lederudvikling og efteruddannelse. Og kun 4 ud af 10 virksomheder har tilbagevendende ledelsesudviklingssamtaler mellem lederen og nærmeste overordnede.
Det er kun godt 25% af virksomhederne, der i høj grad har satset på en systematisk evaluering af deres ledere, og kun godt 15% der har en egentlig uddannelsesplan for deres ledere.
Ledere på de virksomheder, som ikke prioriterer lederudvikling særligt højt, må tage sagen i egen hånd. Både af hensyn til deres egen fremtidige lederkarriere og af hensyn til virksomheden. De må sikre sig den nødvendige lederudvikling/efteruddannelse, således at deres ledelsesmæssige kvalifikationer hele tiden modsvarer de krav, arbejdsmarkedet stiller til dem. De må sikre sig gode rammer for ledelsesevaluering og lederudviklingssamtaler.
Lederaftalen indeholder mulighederne hertil. Her står, at den enkelte leder har ret og pligt til at deltage i den nødvendige uddannelse, og at der skal gennemføres en planlægning af lederens uddannelse. Både virksomheden og den enkelte leder har et ansvar for, at dette sker.
Mulighederne for efteruddannelse inden for ledelse er mange. Både private og offentlige udbydere har rigtig mange efteruddannelsestilbud målrettet ledere på alle niveauer og for enhver pengepung. Men lederudvikling er også andet end efteruddannelse. Det kan være læring i og på jobbet, mentorordninger, jobrelaterede netværk mv.