Behov for flere universitetsstuderende
31.07.2008
Antallet af nye universitetsstuderende er det laveste siden 2002. Der er både nu og fremover brug for flere med en lang videregående uddannelse. Derfor må regeringen kortlægge, hvad den lave tilgang af universitetsstuderende i 2008 skyldes og derefter tage initiativer til sikring af, at der fremover er langt flere, der går i gang med en universitetsuddannelse.
Først viste det sig, at langt færre unge end i rekordåret 2007 havde søgt ind på en universitetsuddannelse, og det følges nu op med det laveste antal nye universitetsstuderende i seks år. Ser man på de videregående uddannelser på Undervisningsministeriets område er der også her tale om færre studerende sammenlignet med 2007. Her er det særligt lærer-, pædagog-, og sygeplejerskeuddannelserne, der har oplevet et betydeligt fald.
På den positive side kan der dog peges på, at en stadig større andel af de universitetsstuderende er under 22 år, så flere kommer tidligere ud på arbejdsmarkedet med en lang videregående uddannelse.
Det samlede billede er dog et fald, som giver anledning til bekymring og faldet skyldes ikke befolkningsudviklingen. Tværtimod er der ca. 11.500 flere i alderen 19-23 i år end sidste år.
Der er allerede givet flere bud på, hvad faldet kan skyldes. Der er blandt andet peget på, at de gunstige konjunkturer med gode jobmuligheder får de unge til at vælge job frem for uddannelse, at det er første år med studenter efter gymnasiereformen, som derfor er et overgangsproblem, og at det kan betale sig at vente til næste år, hvor nye regler giver bonus for en hurtig studiestart.
De mange kvalificerede bud viser dog, at der er behov for grundigt at undersøge, hvad der reelt har betydet både færre ansøgere og færre optagne. På den baggrund må politikerne tage de initiativer, der viser sig nødvendige for at få løftet antallet af universitetsstuderende betydeligt til næste år. Det er væsentligt at tage i betragtning, at antallet af unge i alderen 19-23 år faktisk stiger pænt fra nu af og frem til 2015.
Skal vi bevare og udvikle vores konkurrencekraft, har vi brug for en stor og velkvalificeret arbejdsstyrke. Det kræver blandt andet, at langt flere påbegynder og gennemfører en lang videregående uddannelse.