God ide at fremskynde arbejdsmarkedsreform
08.08.2008
Manglen på arbejdskraft er nu så stor, at statsministeren fremrykker arbejdsmarkedsreformen. Den skal forhandles på plads sammen med finansloven for 2009. Ifølge statsministeren kan alt komme i spil - også en kortere dagpengeperiode.
Som Lederne tidligere har påpeget, er der behov for at gøre dagpengesystemet tidssvarende. Et effektivt og retfærdigt arbejdsløshedsforsikringssystem er grundlaget for den danske flexicurity model, som også internationalt nyder stor anerkendelse.
En ensidig forkortelse af dagpengeperioden er derfor ikke løsningen. Mange uddannede fravælger i dag arbejdsløshedsforsikring, fordi den ydelse, de får i tilfælde af ledighed, er langt fra de 90 procent af lønnen, som den er for de lavestlønnede. For en stor gruppe er den reelle dækning under 50 procent.
Derfor skal en forkortet dagpengeperiode kombineres med en forhøjelse af det maksimale dagpengebeløb i starten af ledighedsperioden. Ellers vil stadigt flere danskere fravælge arbejdsløshedsforsikringssystemet, og det vil få alvorlige konsekvenser for den danske flexicurity model.
Ifølge statsministeren kan alt komme i spil, og derfor vil det været naturligt at se på en indretning af dagpengesystemet, der kombinerer en kortere dagpengeperiode med en forhøjelse af det maksimale dagpengebeløb i starten af ledighedsperioden.
En nedbringelse af det for høje sygefravær bør være et væsentligt element i reformen. Regeringen fremlagde før sommerferien sin handlingsplan til nedbringelse af sygefraværet. Den indeholder flere gode initiativer, men der også nogle knaster og mangler i regeringens handlingsplan, som skal udbedres, hvis den skal have optimal effekt.
Derudover er det vigtigt at tage fat på, at stadigt flere helt unge ender på førtidspension. Omregnet til fuldtidspersoner er der knap 10.000 førtidspensionister under 30 år. Et tal, der ikke er blevet mindre i løbet af det seneste år, hvor manglen på arbejdskraft ellers har været større end nogensinde før. Den udvikling skal vendes. Hverken i forhold til samfundsøkonomien eller i forhold til den enkelte er det holdbart, at så mange unge kan se frem til et liv på evig offentlig forsørgelse.
Der er mange flere elementer, som skal indgå i den kommende reform. Det afgørende bliver nu at sikre politisk vilje til at gennemføre en egentlig reform. Småjusteringer vil ikke være tilstrækkeligt. En markant forøgelse af arbejdsudbuddet er nødvendig for fortsat vækst, velstand og velfærd.