Ledere har en central betydning for private virksomheders konkurrencekraft og for offentlige virksomheders værdiskabelse, og efterspørgslen efter ledere er større end nogensinde. Myterne om mellemlederens snarlige død har vist sig at være stærkt overdrevne. Tværtimod er der i dag flere mellem- og linieledere end tidligere, og alt tyder på, at den udvikling vil forsætte. Manglen på ledere er ikke kun et aktuelt problem, men også en langsigtet udfordring. Skal ledermanglen på både kort og langt sigt løses, kræver det initiativer, som iværksættes nu.
Der skal gøres en særlig indsats for at få de ledige ledere i job igen. Ledige ledere skal på den nationale flaskehalsdagsorden og have relevante tilbud, som hurtigt kan bringe dem tilbage i et lederjob.
Der skal mere fokus på de lidt ældre ledere. Her har virksomhederne også ansvar for at fastholde og rekruttere de lidt ældre ledere, så det bliver den enkeltes kompetencer og kvalifikationer frem for alder, der kommer i centrum.
Der skal arbejdes målrettet på at få flere kvinder til at blive ledere. Det forudsætter en kontinuerlig og målrettet indsats for at nedbryde holdningsbarrierer både på virksomheder og blandt kvinderne selv.
Det bliver nødvendigt at styrke talentplejen, så talentpleje bliver en del af både de private og offentlige virksomheders strategi. På den måde kan vi sikre en mere systematisk udvikling af potentielle ledertalenter. Samtidig vil en styrket integration af nydanskere på arbejdsmarkedet forbedre mulighederne for at rekruttere ledere.
Endelig bør ledelse være et fag i alle uddannelser fra folkeskolens afgangsklasser og hele vejen op i uddannelsessystemet. Ledelse kræver talent, men kan også læres. Derfor er det væsentligt, at studerende med interesse for ledelse får bedre muligheder for at lære om ledelse i det ordinære uddannelsessystem, end de har i dag.
Der skal en bred indsats til at løse ledermanglen. Ellers kan det få alvorlige konsekvenser både for virksomhedernes konkurrenceevne, for serviceniveauet i den offentlige sektor og dermed samfundsøkonomien.