Regeringens forslag til en skattekommission peger klart i retning af, at skatten på arbejdsindkomst skal sættes markant ned. Det vil også være nødvendigt, hvis både det aktuelle og fremtidige problem med mangel på arbejdskraft skal løses.
En lavere marginalskat er et af de væsentlige tiltag, der kan være med til at løse problemet med mangel på arbejdskraft. Det bliver mere attraktivt for danskerne at yde en ekstra arbejdsindsats, og det bliver lettere at fastholde de bedste ledere og specialister på det danske arbejdsmarked. Lavere skat på arbejde er også en klar fordel i konkurrencen om at tiltrække den bedste arbejdskraft fra udlandet.
Sammen med initiativerne om at øge beskæftigelsen, blandt andet gennem målsætningen om at nedbringe sygefraværet, kan det give det større arbejdsudbud, som er nødvendigt for fortsat vækst.
Regeringsgrundlaget lægger op til en kvalitetsreform, der skal sikre afbureaukratisering og regelforenkling i den offentlige sektor. Det er også en forudsætning for en ledelsesreform. En reform, der giver de offentlige ledere et klart defineret ledelsesansvar og meget større ledelsesrum end det, de har nu. Et ledelsesrum, hvor der bliver mere tid til udvikling og nytænkning af de offentlige serviceydelser frem for tid på kontrol og afrapportering.
De store reformer både af den offentlige sektor og skattesystemet kræver brede politiske aftaler. Det er målet for det nye Folketing og regeringen at sikre dette, så de nødvendige forandringer bliver en realitet.