Lad os få den skattereform
16.01.2009
Der er et skrigende behov for, at vi får sat skatten ned på den sidst tjente krone. Hvordan det rent teknisk kommer til at ske er næsten ligegyldigt, bare vi får marginalskatten ned. Og nej, det er ikke tilstrækkeligt blot at regulere på nogle indtægtsgrænser.
2008 blev ikke et år præget af politiske reformer i Danmark – desværre. Politikerne talte ganske vist meget om politiske reformer.
Nu, hvor vi skriver 2009, taler politikerne også meget om reformer. En skattereform og de muligheder en sådan reform giver.
Desværre viste 2008, at politikernes megen tale om reformer ikke er ensbetydende med, at der også kommer til at ske noget.
Der er et skrigende behov for, at vi får sat skatten ned på den sidst tjente krone. Hvordan det rent teknisk kommer til at ske er næsten ligegyldigt, bare vi får marginalskatten ned. Og nej, det er ikke tilstrækkeligt blot at regulere på nogle indtægtsgrænser.
Mange højtlønnede har gennem årene selv sørget for at regulere skatten gennem diverse tiltag. Tilsvarende har vi set en kraftig vækst i skattefrie ansættelsesgoder. Det er en fantastisk masse resurser, der bruges i dette land på at tænke i skat.
Årsagen hertil er naturligvis, at grænsen, for hvad der er rimeligt at betale i skat, for længst er overskredet. 63 procent af den sidst tjente krone, og som om det ikke var nok, 25 procent i moms af vores forbrug. Det kan ikke undre, at det giver anledning til skattetænkning. Også fordi vi har et næsten uigennemskueligt skattesystem, som åbner op for, at de kvikkeste og de bedste revisorer og advokater kan boltre sig, hvorimod den almindelige dansker efterhånden har svært ved at finde hoved og hale på sin egen slutopgørelse.
Please, lad os få en skattereform, der ikke bare sænker skatten på den sidst tjente krone, men også samtidig forenkler hele det danske skattesystem. Skulle mit ønske blive opfyldt, er der basis for et rigtig godt nytår.