Lad det ikke ske igen
14.12.2007
Historierne om enkelte direktørers umådeholdende grådighed må ikke få til resultat, at dansk økonomi kører af sporet til skade for os alle sammen, ikke mindst de svageste i det danske samfund.
Enkeltstående historier om nogle meget få topdirektørers skyhøje options- og bonusordninger har givet anledning til megen opmærksomhed det sidste års tid. Mange medier har forsøgt at bruge disse historier til at give deres læsere og/eller seere det indtryk, at ledere, chefer og direktører er et folkefærd, der bare rager mest muligt til sig. Vi har i Ledernes Hovedorganisation gang på gang forsøgt at afmontere disse historier, men det er ikke lykkedes.
Det er derfor ikke underligt, at der med mediernes hjælp har dannet sig et billede i hovedet på mange danskere, ikke mindst de offentligt ansatte, at der har været en gevaldig lønfest, som de ikke har været inviteret med til. Det er et forkert billede.
En sammenligning af lønudviklingen siden år 2000 viser, med små forskydninger fra år til år, at den gennemsnitlige procentvise lønudvikling har været meget lige, uanset om man er direktør, leder eller medarbejder. Sammenligningen viser også, at alle grupper har oplevet en meget væsentlig reallønsfremgang i samme periode. Og her er vi fremme ved pointen – de seneste 15 år har vi været i stand til at forbedre reallønnen markant for alle på arbejdsmarkedet samtidig med, at det er lykkedes at bringe ledigheden ned på et meget lavt niveau.
Fremsynede faglige ledere kan tillægges en meget stor del af æren for denne meget positive udvikling. Men det er desværre som om, at vi er på vej tilbage til den tankemåde, der prægede Danmark fra begyndelsen af 70-erne til slutningen af 80-erne. En periode med store nominelle lønstigninger, høj inflation, stigende ledighed og faldende realløn. Lad det ikke ske igen!
Historierne om enkelte direktørers umådeholdende grådighed må ikke få til resultat, at dansk økonomi kører af sporet til skade for os alle sammen, ikke mindst de svageste i det danske samfund.