Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Kvalitetsreform og flere på arbejdsmarkedet er udfordringen


14.11.2007

To store udfordringer for regering og folketing efter valget bliver at gennemføre en kvalitetsreform af den offentlige sektor og tage initiativer til, at der kommer flere ind på arbejdsmarkedet. Brede politiske aftaler på to store og afgørende områder er derfor nødvendige. 


En sikring og forbedring af kvaliteten i den offentlige sektor kræver flere initiativer. Et af dem er at skabe bedre rammer og vilkår for ledelse og ledere. Det handler om anerkendelse og tillid, men også om at skabe det nødvendige rum og plads til den enkelte leder.

God ledelse skaber resultater. Der skal være meget mere plads til lederskab i den offentlige sektor. Lederskabet har været nedprioriteret til fordel for de mere administrative sider af ledelse. Der bliver brugt for meget ledelsestid til afrapportering frem for tid på, hvordan ledere i dialog med medarbejdere kan sikre bedst mulig service over for borgere og kunder. Kvalitetsreformen skal derfor også være en ledelsesreform. Lederuddannelse er et skridt i den rigtige retning, men der skal mere til. Den enkelte leder skal også have et reelt ledelsesrum. Det er en politisk opgave at sikre det rum.

God ledelse og dygtige ledere gør det ikke alene. Hverken i den offentlige eller private sektor. Kvalificerede medarbejdere er en forudsætning, og derfor skal der flere ind på arbejdsmarkedet. Mulighederne for at hente arbejdskraft udefra skal forbedres. Det vil ikke kun løse et akut arbejdskraftproblem, men også sende et signal om, at Danmark er et land, som er åbent over for verden. Et signal, som vil være en styrke i den globale konkurrence om kvalificeret arbejdskraft.

En styrket indsats mod sygefraværet er også vigtig. Aktuelt er sygefraværet højere end ledigheden. Det kan der gøres noget ved. Det kræver ledelse, så den enkelte leder bliver klædt på til at håndtere sygefraværet gennem efteruddannelse, men det kræver også klar opbakning fra virksomhedens top og optimal service fra de ansvarlige myndigheder.

Bedre rammer og vilkår for ledelse og ledere er nødvendigt. Det vil gavne både konkurrenceevnen og velfærden. Regering og folketing skal derfor tænke ledelse og ledere ind i forhold til de store politiske initiativer.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne