
Lederne byder igen velkommen til en række livsbekræftende konferencer – denne gang omkring arbejdsglæde.
Arbejdsglæde gør, at vi står gladere op om morgenen og går gladere hjem. Glæden gavner både vores fysiske og psykiske helbred. Som leder påvirker du ikke kun dig selv – du påvirker nemlig dine medarbejdere meget mere, end du tror.
På konferencerne får du inspiration til, hvordan du som leder udviser engagement og glæde, så du kan smitte dine medarbejdere, så de kommer til at brænde for deres opgaver, og derfor udfører opgaverne hurtigere og gladere.
Dagen byder på følgende indlæg:
Antænd din indre leder-ild Janne Wind kalder sig selv succesenergizer og arbejder med selvudvikling af ledere gennem konkrete, letantændelige og powerfulde redskaber
Janne sætter fokus på, hvordan du som leder finder dit unikke potentiale ved at skabe, håndtere og fastholde god energi. Lær at løfte energien til nye højder og spred den hver dag til dine omgivelser og ikke mindst til dine medarbejdere. Janne giver redskaber og inspiration, så du kan antænde din indre leder-ild og vedligeholde den. Hun sætter også skarpt på, hvordan du er til stede i dit arbejdsliv med begejstring og glæde uden hverken at blænde eller brænde ud.
Glæde med Price Uanset om han laver ”Spise med Price” eller skriver manuskriptet til tv-serien ”Borgen” er Adam Price manden, der brænder for det, han laver og med over en million seere på begge programmer, er han en stor succes. Adams karisma og evne til at brænde 110 % for det han laver, er i centrum og som deltager får du inspiration til, hvordan du selv brænder igennem som leder.