Lederne og CABI (Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats) har med støtte fra Integrationsministeriet igangsat projekt ”Fra leder til leder” med afsæt i en startkonference i går torsdag den 7. juni. Med projektet skal der etableres tre ledernetværk rundt om i landet.
Integration handler både om at få nedbrudt de holdningsbarrierer, der kan være på den enkelte arbejdsplads og samtidig få styrket fokus på integration fra de offentlige myndigheder, som har ansvaret for integrationsindsatsen. Både når det gælder indsatsen på den enkelte arbejdsplads og de offentlige myndigheders indsats, handler det til syvende og sidst om ledelsesmæssigt at sætte integration på dagsordenen.
Det gælder om at få integration på dagsordenen i virksomheden, så det bliver en del af virksomhedens personalepolitik, og det handler om at skabe læring blandt ledere om integration. For der er ikke tvivl om, at man som leder kan være usikker på den proces. Den læring kan foregå på mange måder. Man kan deltage i efteruddannelse, kurser og konferencer om mangfoldigheds-ledelse, men man kan også lære af hinanden gennem netværk.
Der kan nemlig være et stykke vej fra at have overvejet at gøre en indsats til rent faktisk at gøre noget. Det, som kan inspirere ledere uden nydanske medarbejdere til at tage skridtet, er at høre om gode erfaringer fra ledere, som har nydanske medarbejdere ansat. Derfor er der brug for at skabe rammer, hvor en sådan erfaringsudveksling og videndeling kan finde sted i samme ledelsesmæssige øjenhøjde. Det kan man blandt andet gennem ledernetværk, hvor man i uformelle rammer drøfter de ledelsesmæssige udfordringer, der er ved at lede en mangfoldig sammensæt medarbejderkreds.
Etableringen af netværkene ”Fra leder til leder” kan være med til at give den erfaringsudveksling mellem ledere, så vi får flere nydanskere ind på arbejdspladserne.