En ambitiøs bankchef, for hvem visioner og værdier er nøglebegreber. En superiværksætter, der med madglæde og entusiasme har skabt et stærkt gastronomisk brand. En direktør, der med effektiviseringer og besparelser har rettet op på en næsten kuldsejlet forretning. En ingeniørkonge, der har bygget sin virksomhed på et fundament af fremsynethed. Og en museumsdirektør, der har løftet dansk kulturlivs tungeste ledelsesarv med ubestridt succes.
Sådan kan de fem kandidater til Årets Leder 2010 kort beskrives.
Lederne uddeler prisen på Danmarks største ledelseskonference, Ledelsens Dag i Bella Center tirsdag den 2. november 2010.
De fem nominerede er:
- Christian Clausen, CEO Nordea
- Claus Meyer, ejer og medejer af blandt andet Meyer Gruppen og noma
- Merete Eldrup, administrerende direktør for TV2
- Haldor Topsøe, grundlægger og eneejer af Haldor Topsøe A/S
- Poul Erik Tøjner, administrerende direktør for kunstmuseet Louisana
Årets fem kandidater er blevet udvalgt af et bedømmelsespanel bestående af finansminister Claus Hjort Frederiksen, administrerende direktør for Irma Alfred Josefsen, professor Henrik Holt Larsen fra CBS, direktør Lilian Mogensen fra ATP, formand for Lederne Svend Askær og salg- og marketingchef Uffe Daub fra Lederne.