Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

God økonomi i at give ledere højere løn


26.09.2008

Ifølge undersøgelsen Det Danske Ledelsesbarometer 2008 mener over halvdelen af lederne, at deres løn er for lav. Det bør få alarmklokkerne til at ringe hos mange private og offentlige arbejdsgivere, som risikerer, at dygtige ledere skifter til lederjob med bedre balance mellem løn og ansvar. For virksomhederne kan der ofte være bedre økonomi i at give lederen en højere løn, frem for at skulle bruge mange penge og ressourcer på at finde en ny leder.


I den nuværende situation, hvor ledigheden blandt ledere er helt nede på 0,6 procent, er ledermanglen større end nogensinde. Arbejdsgivere melder om problemer med at få besat ledige lederstillinger, og flere steder er lederstillinger på listen over flaskehalse.

Der er ikke tvivl om, at den sikre vej til en højere løn, er at skifte job, og lederes muligheder for at skifte deres nuværende lederjob ud med et andet er bedre end nogensinde før. En vis jobmobilitet er fornuftig, ikke kun for at få højere løn, men også for at forbedre sin arbejdsmarkedsværdi. Hvis man bliver opsagt, er mulighederne for at få et nyt job bedre, hvis man har flere lederjob i bagagen, end hvis man har siddet i samme lederstilling i samme virksomhed i mange år.

Men for virksomhederne kan det være dyrt, hvis for mange dygtige ledere skifter job på grund af utilfredshed med lønnen. Virksomheden mister ikke kun en nøgleperson, men skal også bruge tid, penge og ressourcer på at få ansat en ny leder, som skal oplæres og køres ind. Det kan hurtigt vise sig at blive meget dyrere, end at give den nuværende leder en løn, som matcher ansvaret.

Samtidig er der en risiko for, at kommende ledere, der aktuelt sidder i en specialistfunktion, fravælger lederjobbet ud fra det simple regnestykke, at det større ansvar og den længere arbejdstid, der følger med lederjobbet, faktisk betyder, at timelønnen som leder bliver lavere end den løn, man aktuelt har som specialist.

En kommende skattereform, der forhåbentlig fører til en markant reduktion af topskatten, vil betyde, at ledere får en bedre balance mellem ansvar, arbejdstid og løn, men det er kun en del af løsningen. Det er afgørende, at arbejdsgiverne sikrer, at ledere oplever, at lønnen matcher ansvar og arbejdstid. Ellers risikerer man, at endnu flere lederstillinger bliver svære at besætte, og det har hverken arbejdsgiverne eller samfundet råd til.

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Løn
To af dine medarbejdere vil have mere i løn - nu! Du står i et ledelsesmæssigt dilemma ...

Hvad gør du?
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne