Undersøgelsen, som beviser det, er gennemført af Handelshøjskolen i Århus og Ledernes Hovedorganisation i fællesskab med Valdemar Smith i spidsen. Den omfatter resultater fra 1200 private virksomheder, og budskabet er klart. Det kan betale sig at satse på arbejdsmiljøet, dialogbaseret ledelse, udvikling af ledergruppen og løn efter præstationer.
Kan resultaterne overføres til det offentlige?
Vil vi med den samme ledelsesmæssige indsats kunne se tilsvarende positive resultater i den offentlige sektor?
Nu er bundlinjen på den enkelte kommuneskole, daginstitution eller plejehjem en anden end i en privat virksomhed. Bundlinjen handler ikke om overskud, men om velfærd. Hvis resultaterne kan overføres, vil vi med de samme midler kunne få betydelig mere velfærd for pengene, end vi får i dag. Alternativt den samme velfærd for færre midler. Det er naturligvis interessant i en tid, hvor politikere fra alle partier ivrigt diskuterer med hinanden, hvordan vi skal få råd til at sikre det danske velfærdssamfund i de kommende år.
Organisationer der repræsenterer medarbejderne i den offentlige sektor har ikke overraskende været tidligt ude for at pege på, at det handler om at få ansat flere medarbejdere – men hvis nu vi rent faktisk kan overføre resultaterne fra undersøgelsen til den offentlige sektor, så burde de i stedet kræve, at de offentlige arbejdsgivere sætter god ledelse på dagsordenen.
Regeringens bør derfor i arbejdet med en velfærdsreform nøje overveje, om det ikke er den ledelsesmæssige indsats i den offentlige sektor, der er den afgørende faktor i sikringen af det danske velfærdsamfund og langt mere betydningsfuld end spørgsmålet om færre eller flere medarbejdere til at løse opgaven.