Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Fokus på Generation Plus


01.09.2009

Hvis du er i 50´erne eller begyndelsen af 60´erne har du sikkert gjort dig overvejelser om, i hvilket omfang og på hvilken måde du ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet. Lederne sætter nu fokus på Generation Plus, blandt andet med et nyt subsite fyldt med inspiration, konkrete værktøjer og læsestof.


Den demografiske udvikling med færre yngre og flere ældre i den arbejdsdygtige alder betyder, at der i mange år frem vil være et stort behov for din arbejdskraft – også selvom konjunkturforhold pt. har svækket behovet for flere hænder på arbejdsmarkedet. Så hvis du ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet, er det en gylden chance for dig. Mange virksomheder vil komme til at mangle ledere og derfor være mere end villige til at forhandle med dig om ansættelsesforhold, der er tilpasset dine individuelle behov.

Hos Lederne vælger vi at kalde vores nye fokus på de ældre generationer på arbejdsmarkedet for Generation Plus – en aldersgruppe, der også er kendt som ”rekordgenerationen”, ”babyboomere”, ”det grå guld” eller slet og ret ”seniorer”.

Da medlemmerne af Generation Plus var unge, var de en del af den første ungdomsgeneration, der efterlod dybe spor i samfundet i 60´erne og 70´erne – og det er den første generation af voksne, som kommer til at sætte en ny dagsorden for, hvordan et voksenliv kan leves og se ud i 2000-tallet.

Generation Plus kendetegnes ved at være aktive, udadvendte, veluddannede, forandringsparate og fleksible, og de vender op og ned på forestillingerne om ældre som en passiv og nødlidende gruppe. De søger nye oplevelser, nye udfordringer og ny viden. De ser de frem til at prøve noget af det, de har udskudt, mens de var i arbejde, eller mens børnene var hjemmeboende.

Seniorerne har gennem deres levetid været aktivt trendsættende på mange fronter og kan med stadig stigende uddannelsesniveau og veludviklede it-kompetencer også forventes at være det fremover.

Nutidens seniorer har ikke blot oplevet nogle af de mest skelsættende begivenheder i historien – de fortsætter med at være involveret i samfundets aktiviteter.


Behov for nytænkning
Ledernes fokus tager udgangspunkt i, at de senere års stigende fokus på seniorområdet i samfundsdebatten, i befolkningen og på de enkelte arbejdspladser ikke er blevet fulgt op af øget viden på området. Vi mener derfor, at der er et udtalt behov for styrket viden og nytænkning.

Finanskrisen rykker ikke ved, at en af de store udfordringer fremover bliver mangel på ledere og talent. De nye seniorer er et betydeligt grundlag for Danmarks og danske virksomheders velstand og vækst i de kommende år. Og der er brug for en mere perspektivrig og positiv debat om seniorernes ønsker, vilkår og kompetencer. Vi ønsker blandt andet svar på følgende spørgsmål: 

  • Hvad vinder samfundet ved, at befolkningen bliver ældre? 
  • Hvor ligger de nye konkurrenceparametre for virksomhederne og for samfundet? 
  • Hvad er det gode seniorliv? 
  • Hvad betyder etableringen af en seniorlivsfase for den øvrige befolkning og det samlede livsforløb? 
  • Hvilke teknologiske løsninger kan bidrage til at effektivisere offentlige serviceydelser?

For at kunne respondere på udfordringerne og ikke mindst mulighederne, er erhvervsledere nødt til at forstå holdningerne og værdierne hos Generation Plus. Og ikke mindst er der behov for at diskutere, hvordan man kan anvende Generation Plus´ ressourcer, idérigdom og livsappetit med henblik på at bevare virksomhedernes konkurrencekraft.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne