Den samlede aftale indebærer, at der på nogle områder er taget skridt i den rigtige retning. Det gælder for eksempel den nye jobplan, som skal øge udbuddet af arbejdskraft med 7000-8000 personer de kommende år. Til gengæld er det paradoksalt, at regeringen med den ene hånd sætter betydelig fokus på at nedbringe sygefraværet, når man med den anden hånd nu har aftalt, at sygedagpengelovens arbejdsgiverperiode udvides fra 15 kalenderdage til 21 kalenderdage.
Den leder, der vil udvise socialt engagement og ansætte en lidt svagere medarbejder med stort sygefravær vil tænke sig om en ekstra gang, fordi det kan blive for dyrt for virksomhedens bundlinie. Det er vigtigt, at virksomheder og ledere påtager sig et socialt ansvar, men den udvidede arbejdsgiverbetaling er en ekstraskat på socialt ansvar. Det er bundlinien, virksomhederne skal leve af, og det er en god bundlinie, der blandt andet skaber plads til det sociale engagement.
På uddannelsesområdet er den obligatoriske opsparing halveret fra 1 procent til ½ procent. I forhold til uddannelsesområdet er der således blevet rettet lidt op på de besparelser, der ellers var lagt op til. Som regeringen selv har udtrykt det, er gode uddannelser af høj kvalitet fundamentet for en stærk konkurrencekraft og for, at alle kan deltage i samfundslivet og på arbejdsmarkedet. Selv om opsparingen nu er halveret, står det tilbage, at der ikke er sammenhæng mellem ord og handling.