Dem opsvinget er kørt uden om
27.06.2008
Gennem de seneste år er ledigheden faldet markant og er lavere end nogensinde før, men samtidig har vi knap 500.000 personer i den arbejdsdygtige alder med problemer ud over ledighed. De er på førtidspension, i fleksjob eller modtager andre offentlige ydelser. Og en stor gruppe er unge under 30 år.
Alt for mange er i en tidlig alder sat uden for arbejdsmarkedet. Omregnet til fuldtidspersoner er der knap 10.000 førtidspensionister under 30 år. Et tal, der ikke blevet mindre i løbet af det seneste år. Det er ikke holdbart. Hverken i forhold til samfundsøkonomien eller i forhold til den enkelte, som kan se frem til et liv på evig offentlig forsørgelse.
Det er en af de store samfundsudfordringer at få taget fat på det problem. Det skal afdækkes, hvad der fører til, at en stor gruppe unge bliver udstødt af arbejdsmarkedet nærmest før de kommer ind, og den viden skal omsættes til handling, så så mange som muligt fra gruppen får en plads på arbejdsmarkedet. Og lige så vigtigt, at vi i forhold til de kommende generationer bliver meget dygtigere til at undgå, at unge bliver parkeret uden for arbejdsmarkedet.
Der er ikke tvivl om, at en tidlig indsats er afgørende for at forebygge udstødning fra arbejdsmarkedet. Samtidig skal der gøres op med tendensen til at gøre begrebet ”nedsat arbejdsevne” til en permanent størrelse. En nedsat erhvervsevne i dag er det måske ikke i morgen med nye behandlingsmuligheder og nye jobfunktioner.
Ser vi på de unge, som i dag risikerer at ende som førtidspensionister, er det blandt andet i forhold til de svageste unge kontanthjælpsmodtagere, at der skal sættes ind. Det er en indsats, som stiller store krav både til de offentlige myndigheder, de unge selv og virksomhederne.
Selv om der er knyttet flere tilskudsmuligheder til de virksomheder, som åbner dørene for de svageste unge kontanthjælpsmodtagere, skal man som leder være opmærksom på, at det ofte og i starten ikke er en god forretning økonomisk. Det er en forudsætning, at virksomheden har et økonomisk overskud, der kan skabe plads til unge. Det afgørende er imidlertid, at lederen og de medarbejdere, der skal være den unges kollega, har det personlige overskud, der kræves, når de udsatte unge skal have en plads på arbejdsmarkedet.