CSR er kommet for at blive
24.10.2008
Virksomhedens sociale medansvar (Corporate Social Responsibility) er alfa og omega for moderne virksomheder. Men spørgsmålet er, om CSR vil overleve den økonomiske nedtur eller blive opfattet som en luksus, kun de færreste har råd til?
Det er Ledernes opfattelse, at CSR er kommet for at blive, og at kravene til virksomhedernes samfundsansvar og bæredygtighed vil vokse. Det vil også stille krav til virksomhedernes ledere. Klodens tilstand er et globalt tema, som de er nødt til at forholde sig til. Kunder, forbrugere og myndigheder vil i stigende grad kræve, at virksomhederne drives med omtanke.
Regeringens forslag om, at de 1.100 største virksomheder i Danmark fremover skal medtage en redegørelse for samfundsansvar i deres ledelseberetning, trækker i samme retning. Det samme gør ATP-direktør Lars Rohdes meldinger om, at ATP skærper klimakravene til sine investeringer i virksomheder.
CSR har gennem de seneste år været en af de vigtigste faktorer i udviklingen af virksomhedernes omdømme og den stærkeste emotionelle driver, når forbrugerne vurderer virksomhederne.
Det er Ledernes opfattelse, at CSR er en måde at drive virksomhed på, og det kan være et middel til forretningsudvikling og forbedring af konkurrenceevnen for den enkelte virksomhed. CSR skaber størst værdi, når det supplerer kerneforretningen og bliver en del af forretningsstrategien.
Flere og flere ledere oplever CSR i deres hverdag. Undersøgelser viser, at 60 procent af de danske små og mellemstore virksomheder har været udsat for CSR-krav. 40 procent af virksomhederne oplever, at CSR har en positiv økonomisk effekt. Kun 4 procent oplever en negativ.
Den økonomiske nedtur, vi ser, kan få lederne på nogle virksomheder, der ikke har integreret det i deres kerneforretning, til at fravælge CSR-aktiviteter, fordi der kommer større fokus på omkostningerne og den korte horisont. Det kan være med til at professionalisere CSR-indsatsen, fordi projekter, der ikke bidrager positivt på kort eller lang sigt, vil kunne blive valgt fra.
Men for mange virksomheder er CSR ikke noget modefænomen, men noget der er kommet for at blive. Når først virksomheden er i gang, kan den ikke bare kaste det over bords, fordi der kommer nye tanker. CSR er nemlig en integreret del af virksomhedernes strategi og markedsføring. Hvis virksomheden bakker ud, kan det føre til utilfredshed blandt kunder, investorer og medarbejdere. CSR er blevet ”licens to operate”.