Med en så lav ledighed, som vi oplever i øjeblikket, er det nødvendigt med tiltag, der gør det lettere for ledere at rekruttere arbejdskraft i udlandet. En undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation viser, at en fjerdedel af de adspurgte ledere har været nødt til at afvise ordrer på grund af manglende arbejdskraft.
Hvis initiativerne skal have en effekt, er det nødvendigt med en forenkling af rekrutteringsprocessen gennem de offentlige instanser samt en bedre service. Der er i dag alt for mange instanser, der skal involveres, når en leder skal rekruttere medarbejdere eller ledere fra udlandet. Der bør etableres én indgang for virksomheder, når de skal rekruttere fra udlandet. Samtidig vil det være helt naturligt, at alle relevante hjemmesider oversættes til flere sprog, så potentiel arbejdskraft ikke udelukkes på forhånd på grund af sprogbarrierer.
Flere andre lande er i samme situation som Danmark og vil gerne tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Derfor er det nødvendigt at gøre udlandet og potentielle arbejdstagere opmærksomme på de kvaliteter, Danmark har som arbejdsland og sted at leve.
Vismændene foreslår i deres rapport, at den såkaldte forskerordning skal virke i længere end tre år. De peger samtidig på, at efterspørgslen fra udlandet efter dansk arbejdskraft vil stige. Hvis Danmark vil fastholde højt kvalificeret arbejdskraft, mener Lederne, at det er nødvendigt at se på den høje marginalbeskatning. En lavere marginalbeskatning kan være med til at holde de højt kvalificerede danskere i landet og tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.