Aftale om sygefravær giver mere arbejdskraft
17.10.2008
Lederne har indgået en ambitiøs aftale med de øvrige parter på arbejdsmarkedet og regeringen om at nedbringe sygefraværet, og Beskæftigelsesministeriet skønner, at aftalen samlet set vil give 4000 ekstra par hænder til de offentlige og private arbejdspladser, som stadig hungrer efter arbejdskraft. Aftalen indgår i de igangværende forhandlinger om mangel på arbejdskraft og skal drøftes med de politiske partier.
Hovedelementerne i aftalen er et opgør med vante forestillinger om sygefravær og arbejdsfastholdelse. Udgangspunktet er, at en tidlig og aktiv indsats er den bedste vej til at forebygge mange og lange sygeperioder. Dette skal blandt andet ske ved at øge dialogen mellem de involverede parter.
Aftalen indeholder i alt 39 konkrete initiativer. Et af de bærende elementer i aftalen er, at arbejdsgiveren skal sikre, der gennemføres en samtale med en sygemeldt medarbejder inden fire uger. Formålet med denne samtale er at undersøge mulighederne for, at den sygemeldte kan vende hurtigt tilbage.
Med henblik på at støtte grundlaget for dialogen mellem leder og en sygemeldt medarbejder erstattes den nuværende lægeerklæring om uarbejdsdygtighed med en såkaldt mulighedserklæring, der sætter fokus på sammenhængen mellem de sygemeldtes funktionsevne og mulige arbejdsfunktioner.
Når lederen - med den nye aftale - skal gennemføre en samtale med en sygemeldt medarbejder inden fire uger, er Lederne tilfreds med, at aftalen også indeholder en række initiativer, som helt klart vil understøtte lederen i sin indsats. Det gælder blandt andet en række fornuftige vejledninger og guides, der udarbejdes til støtte for indsatsen.
Men Lederne er især tilfreds med forslagene om at gennemføre større forsøg med en ”tilbage-til-arbejde-koordinator” i jobcenterregi og forslaget om en uddannelse målrettet lederen.
En målrettet uddannelse vil klæde lederne bedre på til at håndtere de problemer, der kan opstå i kølvandet på en langvarig sygemelding. Det handler for eksempel om de mange regler, aktører og hensyn, der skal gå op i en højere enhed.
En bedre koordination mellem behandlersystemet, jobcentret og den enkelte leder vil virkelig kunne gøre en forskel og styrke indsatsen for at få de langtidssygmeldte tilbage i arbejde. Helst på fuld tid – men hvis ikke det kan lade sig gøre, så delvist.