Når Lederne deltager i en sådan kampagne, er det naturligvis, fordi god ledelse kan nedsætte sygefraværet.
Et højt sygefravær er ikke bare en privat sag, dertil er omkostningerne for høje, både for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet som helhed. For den enkelte medarbejder, fordi et højt sygefravær medfører en større risiko for udstødning af arbejdsmarkedet. For virksomhederne, fordi der er behov for al den kvalificerede arbejdskraft, som det er muligt at fremskaffe. For samfundet, fordi udgifterne til sygedagpenge kan finde langt bedre anvendelse andre steder.
De fleste ledere kan desværre nikke genkendende til alle de personalemæssige problemer, som et højt sygefravær giver anledning til. Så for den enkelte leder er der også meget at hente ved en nedsættelse af sygefraværet.
Hvis vi nu i fællesskab kan få sat fokus på det høje sygefravær, kan det forhåbentlig være med til at fjerne noget af den aura af tabu, der for mange er forbundet med at beskæftige sig med sygefravær.
Frem for alt så gælder det her, som i alle andre personalemæssige forhold, at uden topledelsens engagement og opbakning så går det ikke. De ledere, som skal få det til at virke i praksis, har brug for topledelsens opbakning.
Det kan ikke betale sig at lade være, hverken for den enkelte medarbejder, leder, virksomhed eller det danske samfund!