Gode takter i plan for international rekruttering
05.10.2007
Ledernes Hovedorganisation hilser regeringens nye plan for international rekruttering velkommen. Planen vil gøre det lettere og mere attraktivt for udlændinge at arbejde i Danmark. Ledere, der ønsker at rekruttere medarbejdere uden for landets grænser, skal have en bedre service, og Danmark skal markedsføres som et godt arbejdsland. Og det er glædeligt i en situation med stor mangel på arbejdskraft.
Med en så lav ledighed, som vi oplever i øjeblikket, er det nødvendigt med tiltag, der gør det lettere for ledere at rekruttere arbejdskraft i udlandet. En undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation viser, at en fjerdedel af de adspurgte ledere har været nødt til at afvise ordrer på grund af manglende arbejdskraft. Derfor er det helt nødvendigt, at mulighederne for at hente arbejdskraft fra andre lande forbedres.
Der er rigtig mange gode takter i regeringens nye plan. Lederne finder det især positivt, at Green Card-ordningen og jobkortordningen udvides, og beløbsgrænsen sættes ned til kroner 375.000. Det vil gøre det lettere for udenlandsk arbejdskraft med de relevante kompetencer at komme til Danmark at arbejde.
For at Danmark overhovedet kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft, skal det være attraktivt at være og arbejde i Danmark. Det gælder både skattemæssigt og for den familie, som mange bringer med til landet. Derfor er tiltagene med forbedret forskerskatteordning, integrationspakker og danskundervisning gode og kan være med til at sikre en fastholdelse af udenlandske medarbejdere.
Initiativerne om bedre service til virksomhederne er helt nødvendige. Der er i dag for mange instanser, der skal involveres, når en leder skal rekruttere fra udlandet. Initiativerne om en udbygning af workimport.dk og tre specialenheder rundt om i landet er et skridt i den rigtige retning mod én indgang til det offentlige for lederen, der skal rekruttere. Ledernes Hovedorganisation havde imidlertid gerne set, at der blev etableret én indgang for virksomheder, når de skal rekruttere fra udlandet.
Flere andre lande er i samme situation som Danmark og vil gerne tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Det er derfor nødvendigt at gøre udlandet og potentielle arbejdstagere opmærksom på Danmark som arbejdsland for at kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Derfor er det positivt, at der afsættes midler til at øge kendskabet om Danmark som arbejdsland i udlandet.
Endelig er det helt oplagt, at alle relevante hjemmesider oversættes til flere sprog, så potentiel arbejdskraft ikke udelukkes på forhånd på grund af sprogbarrierer.