Hvem er Jan?
Jeg er 44 år og gift med Annamaria. Vi har 2 drenge på 5 og 6 år, og bor i et nybygget hus i Roskilde. Jeg arbejder som produktionsplanlægningsleder i Kopenhagen Fur, der ejes af de danske minkavlere, og som sælger rå minkskind på auktion.
Min fritid går med bestyrelsesarbejdet i Lederne og i en skiklub. Derudover dyrker jeg alpinskiløb, golf og roning, og jeg har tidligere cyklet dagligt til og fra arbejde. Det vil jeg gerne igen, når tiden tillader det. Jeg er desuden lige kommet med i skolens klasseråd, og tager 2 gange om ugen med til drengenes fodboldtræning og kampe. Derudover bruger jeg også meget tid på at indrette vores nye hus og have. Og så er jeg med i 2 ledernetværk.
Hvordan blev du leder? Jeg startede som handelselev hos Kopenhagen Fur i 1985, og arbejdede mig siden op. Mens jeg gik på Roskilde Handelsskole havde jeg ellers planer om at skulle arbejde i en bank eller som revisor. Men min faster, som arbejdede hos Kopenhagen Fur, gav mig idéen til at gå den vej. Så gik det slag i slag, og nu kan jeg snart fejre 25 års jubilæum.
Som elev blev jeg udstationeret som skindsorterer i England og Tyskland for at få et grundigt kendskab til produktet. Kombinationen af det administrative og det at være skindsorterer var et godt udgangspunkt for en karriere hos Kopenhagen Fur.
Hos Kopenhagen Fur sælger man skind med en hammer i hånden - altså på auktioner. Jeg blev leder i 1994, og i dag har jeg ansvaret for planlægningen, fordeling af ressourcer o.l., samt driftsafviklingen og sikrer, at udbuddet er klar til de 5 årlige auktioner, hvor op til 500 kunder fra hele verden kommer på besøg. Desuden laver jeg timelønsbudget, driftsregnskab og resultatlønsaftale for de timelønnede medarbejdere. Jeg er også med i virksomhedens samarbejdsudvalg og LH-repræsentant i funktionærernes lønudvalg.
Hvad har været din største ledelsesmæssige succes?
Da jeg sammen med en intern programmør opbyggede et produktionsstyringssystem i Microsoft Access, som kunne holde styr på jobtid, skindbeholdninger, produktivitet, kvalitet, bufferlagre og lokationer på vores minkvogne. Vi havde ingen IT-kultur i produktionsafdelingen i 2001, så det var en stor udfordring. Succesen bestod i at gennemtænke og opbygge programmet og bagefter implementere og instruere produktionsledere og medarbejderne i brugen. Programmet, der i dag håndterer knap 19 mio. minkskind, bliver fortsat udbygget, og er et vigtigt redskab i virksomhedens kerneforretning.
Hvad er god ledelse? En god leder er i stand til at sætte rammerne, sammensætte et godt hold, og skabe et godt og velfungerende arbejdsmiljø. Han/hun fungerer efter behov som konfliktløser og coach, og udviser tillid og respekt for sine medarbejdere. Og måske vigtigst af alt – man er sig selv!
Hvad arbejder I med i bestyrelsen? I øjeblikket har vi meget fokus på vores netværksgrupper. Her diskuterer deltagerne ledelse og dilemmaer, videndeling og andre udfordringer, som dagligdagen giver. De fleste grupper er tværfaglige og opnår en stor fortrolighed sammen. Derfor er grupperne sammensat, så der ikke er nogle konkurrenter. Derudover laver vi forskellige aktiviteter for medlemmer og potentielle medlemmer for at sikre, at vi bliver opfattet som organisationen for ALLE ledere i Danmark. Vi er meget bevidste om at finpudse vores brand ved at optræde så professionelt, som muligt.
Vi arbejder for flere kvinder i ledelse, og har i vores bestyrelse rekrutteret 2 nye ledere og en kvindelig suppleant. Vi har også en god aldersfordeling og håber at få en suppleant af anden etnisk herkomst til næste generalforsamling. Hermed afspejler vi medlemssammensætningen, som den ser ud i dag, og det, mener jeg, er vigtigt, når vi skal repræsentere organisationen.
Hvilken betydning har krisen for dig som leder?
Jeg har ikke personligt mærket krisen i mit arbejde, selvom vi sælger et luksusprodukt, som købes af mange nyrige kinesere. Det er et område, hvor der er stor vækst. I det forgangne år har vi hele tiden forventet, at der ville komme en krise, men den har heldigvis ikke ramt os endnu. Men skulle man blive fyret, så er det godt med et netværk, hvor man kan få sparring på sit cv, inspiration og anbefale hinanden.
Hvad er, efter din mening, den største udfordring for kommende ledere? Jeg tror, at vi alle kommer til at mærke, at kravene til lederen skærpes. Når vi går de små ungdomsårgange i møde, vil der komme et større krav om kun at skulle udføre spændende arbejdsopgaver, og samtidig skal vi fastholde den ældre generation, så de har lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet. Disse udfordringer, vurderer jeg, vil kræve mere uddannelse og særligt gode motivations- og kommunikationsevner.