Læs mere og tilmeld dig
Sæt dit vinderhold ! På lederkonferencen, Sæt dit vinderhold, der blev holdt den 1. november, fik deltagerne konkrete værktøjer til at skabe holdånd og vindermentalitet hos medarbejdere fra tidligere medlem af Siriuspatruljen og FN soldat Asger Fredslund samt tidligere professionel cykelrytter Rolf Sørensen, der idag er coach, vejleder og talentspejder for U23-cykelholdet.

Med afsæt i egne erfaringer og historier fra vidt forskellige brancher inddrog de to foredragsholdere deltagerne i, hvordan ledelse og samarbejde har haft afgørende betydning for deres respektive karrierer, samt hvordan deltagerne selv kan bruge det i dagligdagen.
Lederne i København Nord har også en idé om, hvad der skal til for at skabe et godt samarbejde. I en ny undersøgelse foretaget af Lederne, har 1.692 ledere, heraf 520 fra København og Omegn, forholdt sig til hvilke faktorer, der kan have indflydelse på et velfungerende hold. 66 procent af de nordkøbenhavnske ledere vurderer, at især lederens evne til at skabe engagement og motivation er afgørende for et teams samarbejde.
- Et engageret og motiveret team er et velfungerende team. Men man kan kun arbejde målrettet mod at skabe de gode resultater, hvis alle kender deres rolle i teamet samt retningen for samarbejdet. Derfor er det essentielt, at lederen går forrest med klar kommunikation, samt får skabt de optimale rammer for teamet, så samarbejdet kan fungere energisk og målbevidst, siger Karin Hammerum.