Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Pressemedelelse - Kvindelig chef fra PostDanmark er Årets Nordjyske Leder


06.10.2011

Årets Leder i Nordjylland 2011 er netop blevet kåret i Aalborg Kongres & Kultur Center. Ledelsesprisen gik til områdechef Marianne Holmsgaard fra PostDanmark, der er ansvarlig for Postområde Nordjylland.

Dermed er det andet år i træk, at en kvindelig leder modtager Den Nordjyske Ledelsespris, der bliver uddelt af Ledernes lokalafdeling i Himmerland. Prisen er i alt blevet uddelt fire gange


Kriterierne, der særlig bliver lagt væk på, når årets nordjyske leder skal kåres, er blandt andet evnen til at motivere og anerkende medarbejderne i hverdagen, opnå positive mål og resultater og have en høj grad af troværdighed og ledelsesmæssigt mod.

- Marianne Holmsgaard er en visionær leder, der altid er et skridt foran. Hun involverer sig i høj grad i medarbejderne, og hun forstår, hvad de arbejder med, og hvilke udfordringer de står overfor i dagligdagen. Selvom hun skal drive en virksomhed i krise, er hun i stand til at holde budgetterne og samtidig have fokus på arbejdsmiljøet. Hun ved at uden dygtige og motiverede medarbejdere, kan man ikke nå målene, siger Steen Knørr, afdelingsformand for Lederne Himmerland.

Han er ikke i tvivl om, at Den Nordjyske Ledelsespris har en positiv indflydelse på andre ledere.

- Hver gang vi kårer Årets Leder i Nordjylland, får vi et øget fokus på god ledelse, og hvordan god ledelse skaber positive resultater og en ordentlig bundlinje, siger Steen Knørr.

Han har sammen med den øvrige dommerkomite udvalgt Marianne Holmsgaard blandt 26 indstillede ledere, som derefter blev skåret ned til tre kandidater. Udover titlen som årets leder i Nordjylland består Den Nordjyske Ledelsespris af en statuette af kunstneren Thorvald Odgaard med personlig inskription samt en gavecheck på 25.000 kroner fra act2learn.

Udover Marianne Holmsgaard var Henrik Bygum Krarup, overlæge og leder for afsnit for molekylær diagnostik på Aalborg Sygehus, og Michael Lund, adm. direktør for tømrer-snedkerfirmaet Lund & Staun A/S, også nomineret til prisen

Priskomitéen består af direktør Anders Thorup, advokatfirmaet Hjulmand & Kaptain, professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, direktør Ernst Trillingsgaard fra Aalborg Kongres & Kultur Center, Steen Knørr, formand for Lederne Himmerland, direktør for Curia Aalborg, Torben Abildgaard, direktør Søren Samuelsen, act2learn, og sidste års vinder mejeridirektør Jonna Mortensen, Arla Foods Bislev Mejeri.

Yderligere oplysninger

Steen Knørr
Afdelingsformand
Lederne Himmerland
Tlf 40 98 35 89
E-mail steen.knoerr@lederne.dk

Lonni Lynge
Pressemedarbejder
Lederne
Tlf 3283 3456
E-mail lpl@lederne.dk


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne