Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Mød netværkslederne i Himmerland


11.01.2012

Lederne Himmerland har nu tre lokale LederNetværk og ét i støbeskeen. Her præsenterer de fire lokale netværksledere deres netværk.


Om Salgsledelse ved netværksleder Anne Mette Bergelius:
"I netværket om salgsledelse får du sparring på de forskellige måder at arbejde på, både som leder og som sælger. De berørte emner, som vi sparrer om, er fra vores hverdag. Vi er til dato fem deltagere fra større og små virksomheder, produktionsvirksomhed indenfor højteknologi, servicevirksomhed samt konsulentvirksomheder. Vi afholder to timers møder hver anden måned inden for arbejdstiden. For at skabe de optimale betingelser for netværket og størst mulig gevinst for deltagerne er det vigtigt, at man så vidt muligt deltager hver gang."

Om Forandringsledelse ved netværksleder Susanne Lynge Hansen:
"Som aktiv i netværket om forandringsledelse får du ny viden, del i andres erfaring, et rum til at diskutere leder opgaver og udfordringer samt mulighed for konkret sparring til en problemstilling. Ved at opbygge nogle tillidsfulde, trygge relationer i netværket får du også nogle livliner at kontakte i hverdagen. Lige nue r vi tolv ledere i netværket, som kommer fra forskellige brancher – og har det til fælles, at vi vil blive bedre til at takle forandringsledelse – og savner eksterne ledere at få nye vinkler fra. Som aktiv i netværk skal du turde at sætte dig selv i spil, være villig til at dele af dine erfaringer – gode som dårlige –, indgå i diskussioner og være interesseret i på en positiv måde at hjælpe de andre i netværket. Vi holder fem møder om året på deltagernes virksomheder fra klokken 14.00 til 17.00."


Om Globalt Indkøb ved netværksleder Allan Ahm Sørensen (gruppen er i opstartsfasen):

"Formålet med gruppen er at skabe et netværk for personer med job i globale indkøbsafdelinger. Gruppen vil beskæftige sig med alle emner, der har relevans for indkøb, med udgangspunkt i cases fra medlemmerne, både på de overordnede linjer, strategisk og operationelt, til det dagligdags som at udveksle viden om for eksempel råvarer og fragtrater. Målgruppen er indkøbere, produktchefer, kategorichefer, indkøbschefer og lignede stillinger inden for indkøb af FMCG, forbrugerelektronik og nonfood-produkter. Du har formodentlig job i enten en retailkæde, eller i et grossist, handels- eller salgshus eller lignende med arbejdsopgaver inden for: Indkøb i og uden for Europa, global sourcing, strategisk indkøb, E-auction, udfærdigelse og forhandling af kontrakt og leverandøraftaler, årsaftaler, logistik, SCM, General trading m.m. Geografisk har netværksgruppen i første omgang fokus på Midt- Øst- og Nordjylland.

Det forventes, at du bidrager med viden og erfaring samt udveksling af ”best practice” til inspiration og læring for gruppens andre medlemmer. Du har derfor forventelig minimum fem års erfaring inden for området. Som udgangspunkt skal alle gruppens medlemmer være fra forskellige virksomheder. Mindst halvdelen af gruppens 10-12 deltagere skal være ansat i SME eller LME virksomheder."

Om Generel ledelse ved netværksleder Thomas Wagner:
"Vi er lige startet netværket op, og der er lidt over 20 medlemmer i "bruttotruppen" med stor spredning i brancher, køn, alder og fagområder, hvilket giver god dynamik. I øjeblikket er vi ved at finde det rigtige leje for antallet af deltagere i den enkelte netværksgruppe, og forhåbentlig bliver tilslutningen så stor, at der bliver behov for at oprette flere netværk. Som medlem af netværket får du konkret ledelsessparring - eksempelvis metoder til at løse konkrete problemstillinger i virksomheden, så du ikke selv skal opfinde den dybe tallerken. Derudover er netværket et forum, hvor du kan lufte dine ledelsesmæssige tanker og idéer og få umiddelbar respons fra ligesindede. Vi holder møderne på medlemmernes virksomheder, og alene det at komme ud at se andre virksomheder giver ny inspiration. Som deltager skal du byde aktivt ind i debatten, være tillidsfuld og fortrolig samt villig til at komme med gode råd og idéer, hvis der er behov imellem netværksmøderne. Vi mødes kl. 16.30 og godt to timer frem den anden tirsdag i hver måned undtagen juli og august. Der er altid mulighed for at komme hjem til spisetid."

Sådan kommer du med i vores netværk

Se oversigten over vores netværk og søg om optagelse her

Vil du vide om LederNetværkene i Himmerland generelt, er du meget velkommen til at kontakte afdelingens kontaktperson Thomas Wagner via e-mail:
thomaswagner1970@hotmail.com


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne