Af Tanja Aas, tnj@lederne.dk For manges vedkommende er netværk en skjult ressource, som de fleste bruger dagligt, bare ikke godt nok. Ikke mindst ledere bør blive mere opmærksomme på, at netværk er en vigtig kilde til inspiration til både karriereudvikling og det daglige arbejde. Det mener foredragsholder, forfatter og virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani, der udover at rådgive og igangsætte netværk for ledere og virksomheder er en af de i alt fire undervisere på en ny uddannelse i netværksledelse hos Lederne.
- Mange ledere kender ikke kernen i deres kompetencer. Derfor tror de ikke, de er interessante for et netværk og er af den grund heller ikke særligt interesserede i netværk. Men man kan ikke vælge at lade være med at skabe relationer til andre. Du er altid i en eller anden situation, hvor du skal have folks opbakning. Det får du altså lettere, hvis du er i god positiv kontakt med folk omkring dig, siger hun, siger hun.
Hun understreger, at et netværk ikke bare er en klub, du melder dig ind i. Det er velorganiserede, strategiske relationer, der løbende skal passes og plejes:
- Når jeg hører folk sige: "Mit netværk virker ikke. Jeg har sagt til alle, at jeg mangler et job, men det har ikke givet pote," spørger jeg: "Har du tænkt på, om du har det rigtige netværk, og at netværk ikke er noget, man først plejer, når man har brug for det?"
Har du plejet dit netværk i dag?
Alle kan netværke, man skal bare kende systematikken i det, forsikrer Soulaima Gourani, der på Ledernes netværksuddannelse klæder deltagerne på til at netværke. Helt grundlæggende skal du være opmærksom på, hvordan kan du passer på de relationer, du har, og finder dem, du mangler.
- Tænk over, om du er god til at pleje dit netværk. Det bliver tit meget professionelt og overfladisk. Gode relationer kræver, at man deler – ikke nødvendigvis noget privat – men noget personligt, pointerer Soulaima Gourani.
Du skal være oprigtigt interesseret i, hvad dine medmennesker har af ambitioner og drømme, og du skal ikke være bange for at hjælpe dem på vej. De gode gerninger, du sætter på kontoen, vil nemlig falde positivt tilbage på dig, er Soulaima Gouranis erfaring.
- Du skal kunne tåle, at andre blive en succes. De mest succesfulde er også de, der er mest generøse med eksempelvis at anbefale andre, er hendes erfaring.
Offline versus online Blandt Ledernes medlemmer er knap 1.000 unikke brugere af virtuelle netværk inden for Lederne fordelt på over 55 LederNetværk. Heraf er 23 netværksgrupper forankret i lokalområderne.
Selv om det tager længere tid at etablere relationer til et menneske, du måske ikke har mødt før, men det er en fantastisk måde at holde kontakten på, mener Soulaima Gourani. Hun vurderer, at der inden for de nærmeste år vil ske en markant udvikling i brugen af elektroniske medier som netværksfora.
- Du må ikke fravælge online networking. Vi har kun set starten af det, og det er vigtigt at være med nu, og gøre dig konkrete erfaringer, understreger hun.
5 tips - sådan netværker du
- Ved du, hvem du kender?
- Hvor godt kender du dem – og de dig?
- Hold dine relationer ved lige løbende – det er for sent, når du virkelig har brug for dem
- Vær en interessant og interesseret samtalepartner – undgå ren høfligheds- og overfladesnak
- Und, at andre har succes – vær gavmild i din hjælp til andre
Kilde: Soulaima Gourani |
Gevinster ved netværk
- Nå mere for færre ressourcer – netværk giver information, inspiration og indflydelse, som du ellers skulle have brugt energi og penge på at få andre steder
- Kvalificeret sparring og feedback uden for virksomheden
- At kende de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt er den korteste vej til et succesfuldt arbejdsliv
Kilde: Soulaima Gourani |
Om Ledernes netværksuddannelse
Uddannelsen giver dig teoretisk viden og konkrete værktøjer til at få udbytte af netværk og facilitering i forhold til dig selv, dit team eller din organisation. På uddannelsen arbejder du med udgangspunkt i dine egen situation, og du afslutter uddannelsen med en konkret løsning, som du efterfølgende vil kunne anvende i praksis.
Kontakt Ledernes netværksmanager Kim Vestergaard Larsen på kvl@lederne.dk for mere information om uddannelsen og LederNetværk. |