
For at optjene den skattefrie præmie skal du have haft arbejde i 3120 timer på to år, efter du har modtaget dit efterlønsbevis. Det svarer til 30 timers arbejde om ugen. Det vil sige, at din optjening af en skattefri præmie tidligst kan begynde to år efter, at du har fået udstedt dit efterlønsbevis og tidligst fra din 62 års dag.
Hvordan optjener jeg den skattefri præmie? Den skattefri præmie optjenes i portioner. Det betyder, at du modtager en præmieportion, hver gang du har arbejdet i 481 timer. Hver præmieportion er på 12.293 kr. for fuldtidsforsikrede og 8.190 kr. for deltidsforsikrede (2012).
De 481 timer svarer til fuldtidsarbejde i ét kvartal. Du kan højst optjene en præmie på 12 gange 481 timer, det vil sige 12 kvartalers fuldtidsarbejde.
Selvstændig virksomhed i væsentligt omfang medregnes altid med 37 timer om ugen. Herudover kan lønarbejde medregnes til optjening af skattefri præmie. Godkendt selvstændig bibeskæftigelse under 400 timers-ordningen på efterløn medregnes også.
Udbetaling af den skattefri præmie Den samlede skattefri præmie, som du har mulighed for at få udbetalt i 2012 kan højst blive på i alt 147.516 kr., hvis du er fuldtidsforsikret, og på 98.280 kr., hvis du er deltidsforsikret. Den skattefri præmie udbetales, når du er fyldt 65 år.
Rettidig udstedelse af efterlønsbevis har stor betydning
Vær opmærksom på, at hvis du ikke i rette tid har fået udstedt dit efterlønsbevis og derefter godkendt din 2-årsregel, kan du ikke nå at arbejde i samtlige 12 kvartaler og derved optjene det fulde antal timer til den skattefri præmie.
Eksempel. Du får først udstedt dit efterlønsbevis en måned efter, at du er fyldt 60 år. Du får derfor først godkendt din 2-årsregel en måned efter, du er fyldt 62 år. Du kommer derefter til at mangle en måned til at optjene den skattefri præmie, idet den kun kan optjenes, til du bliver 65 år.