Tilladelse til én enkeltstående arbejdsopgave
I visse tilfælde kan du søge om at få tilladelse til at have én enkeltstående arbejdsopgave, der har karakter af selvstændig virksomhed samtidig med, at du modtager efterløn. Der gælder dog særlige betingelser for, at du kan få tilladelse.
Din ansøgning om at få tilladelse til en enkeltstående arbejdsopgave skal du sende til A-kassen. Opgaven må ikke strække sig ud over en periode på seks måneder, og du må ikke bruge mere end 400 timer på opgaven.
Du skal inden hver udbetaling oplyse om hele dit tidsforbrug ved opgaven, herunder tid brugt på administration og transport. Arbejdet ved opgaven medfører fradrag i din efterløn på baggrund af det antal timer, du har brugt på opgaven.
Har du fået tilladelse til en enkeltstående arbejdsopgave, må indtægten ved opgaven godt overstige indtægtsgrænsen på 71.375 kr. (2012), som normalt gælder for 400 timers-virksomheder.
Vær opmærksom på, at der kun kan gives tilladelse til én enkeltstående arbejdsopgave i efterlønsperioden.
Ønsker du flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte A-kassen.