Du kan selv vælge, om du vil bevare dit medlemskab hos os, når du rejser til et land uden for EØS-området for at arbejde. Hvis du vælger at forblive medlem, er du sikret dine rettigheder i det danske dagpengesystem, når du vender tilbage til Danmark. Vi anbefaler derfor, at du bevarer dit medlemskab.

Husk altid at gemme din ansættelseskontrakt og lønsedler fra udlandet, da disse er vigtige i forhold til din ret til dagpenge og efterløn, når du vender tilbage til Danmark.
Medlemskab af både en dansk og udenlands arbejdsløshedsforsikring Du kan forblive medlem af Ledernes A-kasse, selvom du bliver medlem af en a-kasse i udlandet, så længe det ikke er et EØS-land. Det kan blive aktuelt, hvis det er obligatorisk at tilmelde sig en a-kasse i det land, du opholder dig i. Det kan også være, at du forventer at få brug for ydelser, mens du opholder dig i landet.
Hvis du ikke bevarer dit medlemskab hos os Vælger du at melde dig ud af Ledernes A-kasse, kan du blive optaget igen, når du vender tilbage til Danmark. Din optagelse vil ske på almindelige vilkår. Det vil sige, at du skal have arbejde for at kunne blive optaget. Det betyder også, at du for at få ret til dagpenge skal have været medlem et år og have arbejdet mindst 1.924 timer inden for de seneste tre år, hvor du har været medlem af en a-kasse.
Din udmeldelse vil samtidig kunne få stor betydning for din ret til efterløn. Læs mere om dette under
”Når du vender hjem til Danmark”.