A-kassens virksomhed
Ledernes A-kasses samlede virksomhed er detaljeret reguleret i lovgivningen. Vi har til opgave at bistå medlemmerne under ledighed m.v. og administrerer udbetalingen af en række ydelser, såsom dagpenge under ledighed, efterløn, dagpenge under ferie, uddannelsesgodtgørelse og aktiveringsydelse samt børnepasningsorlov.
Hvilke oplysninger har vi, hvad bruges de til, og til hvem videregives de?
Vi indhenter og videregiver kun oplysninger i det omfang, det har betydning for medlemskabet eller for behandlingen af en sag. Vi foretager elektronisk registrering af posten, og vi opbevarer al ind- og udgående post i alle de medlemsrettede sager i Medlemsrådgivningen.
Langt de fleste af de oplysninger, vi sidder inde med, afgiver du selv i forbindelse med din optagelse eller ved ansøgning om en ydelse. Det er f.eks. oplysninger om navn, bopæl, cpr.nr., uddannelsesbaggrund og dine ansættelsesforhold. Oplysningerne omfatter også mere følsomme oplysninger, som en a-kasse i henhold til lovgivningen skal gøres bekendt med for at kunne træffe korrekte afgørelser, f.eks. skatte- og indkomstforhold eller om årsagen til en afskedigelse.
Du vil endvidere som regel være forpligtet til at afgive disse oplysninger på den måde, at manglende afgivelse af oplysningerne vil kunne betyde, at du helt mister eller afskæres fra retten til en a-kasseydelse, som du eventuelt ellers ville være berettiget til.
Oplysningerne skal som regel suppleres, bekræftes eller dokumenteres af andre eller af offentlige myndigheder, og vi kan derfor også selv indhente eller modtage oplysninger. Derudover er vi også selv forpligtet til at videregive oplysninger, f.eks. om størrelsen af indbetalt kontingent eller om, hvorvidt du modtager eller har modtaget en ydelse.
Ifølge lovgivningen sker en sådan udveksling af oplysninger bl.a. i forhold til arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner, andre a-kasser, Pensionsstyrelsen, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, Jobcenter, SKAT, SU-styrelsen og kommunerne. Vi skal efter loven ikke indhente dit samtykke, inden disse oplysninger modtages eller videregives.
Skats Indkomstregister
Ledernes A-kasse er særskilt efter loven pålagt selv at hente alle nødvendige oplysninger fra Skats Indkomstregister om et medlems lønindkomst mv. Fx til at beregne en dagpenge- eller efterlønssats og opfyldelse af de forskellige beskæftigelseskrav.
A-kassen har endvidere pligt til at gennemføre en fast kvartalsmæssig kontrol alle udbetalinger af dagpenge og efterløn mv. Det sker ved at sammenholde de oplysninger, som ledige og efterlønsmodtagere giver A-kassen om arbejde og indtægt, med de oplysninger som arbejdsgiver indberetter til Skats indkomstregister.
Kontrollen er led i arbejdet med at undgå misbrug af offentlige ydelser.
Aktindsigt
Du har altid ret til at få at vide, hvilke oplysninger vi har registreret om dig. Du skal blot rette henvendelse hertil. Hvis du bliver opmærksom på, at nogle af de oplysninger vi har registreret om dig er mangelfulde eller ligefrem fejlagtige, bedes du ligeledes kontakte os.
Vi vil herefter sørge for, at oplysningerne hurtigst muligt rettes i vores registre samt drage omsorg for at underrette eventuelle andre, til hvem vi måtte have videregivet de forkerte oplysninger.
Indsigelse eller klage
Hvis du er utilfreds med vores behandling af oplysningerne om dig, kan du enten klage til ledelsen i A-kassen eller til Datatilsynet, der skal påse, at loven om personoplysninger overholdes.
Du kan komme i kontakt med tilsynet på
www.datatilsynet.dk eller skrive til Datatilsynet, Christians Brygge 28, 4. sal, 1559 København V.