Du kan holde ferie med feriedagpenge, når du vil, så længe det er inden for ferieåret. Det vil sige fra den 1. maj til den 30. april. Ferien kan både holdes samlet og af flere omgange.
Når du indberetter dit dagpengekort, skal du angive, at du holder ferie. Det gør du ved at vælge aktiviteten "ferie" de enkelte dage, hvor du holder ferie.
For at have ret til at holde ferie med feriedagpenge, skal du opfylde følgende betingelser:
- Vi skal have besked om ferien senest den første feriedag
- Du skal have brugt de feriedage, du har optjent hos en arbejdsgiver
- Du skal opfylde betingelserne for at få dagpenge. Det betyder blandt andet, at du ikke kan få feriedagpenge, hvis du har selvstændig hovedbeskæftigelse, eller hvis du bor i udlandet og ikke er grænsearbejder
- Du må hverken have lønnet eller ulønnet arbejde på de dage, du får feriedagpenge
Sygdom Du kan ikke få feriedagpenge, hvis du er syg før din ferie. Du skal så søge om sygedagpenge. Bliver du derimod syg, mens du holder ferien, har du stadig ret til feriedagpenge.
Feriedagpengesats Satsen på dine feriedagpenge svarer til den, du modtager, når du er fuldt ledig. Den maksimale dagpengesats udgør 788 kr. pr. dag (2012).
Ansøgning om feriedagpenge
På
Ledernes digitale @-kasse finder du, "Ansøgning om feriedagpenge", som du skal udfylde og indsende.
Du skal sende ansøgningen senest en måned før, du holder ferie for at være sikker på, at du får pengene, før du holder ferie. Hvis ansøgningen ikke er korrekt udfyldt, kan udbetalingen blive forsinket. Feriedagpengene udbetales ca. en uge før din ferie.
Vi skal have din ansøgning om feriedagpenge for et ferieår senest den 31. maj i det efterfølgende ferieår.
Giv jobcenteret besked! Det er vigtigt, at du giver jobcenteret besked senest 14 dage før, du holder ferie. Hvis du ikke overholder fristen, har du fortsat pligt til at møde op til samtaler, jobcenteret arrangerer.
Vi får automatisk oplysning om din ferie fra jobcenteret.
Feriedagpenge under aktivering
Hvis du er i aktivering i en ansættelse med løntilskud, har du mulighed for at holde ferie og få feriedagpenge. Betingelserne er de samme, som hvis du har et lønarbejde.
Består din aktivering derimod i en uddannelse, kan du normalt ikke få feriedagpenge. Der er dog nogle undtagelser, når du modtager
dagpenge under aktivering og
dagpenge under selvvalgt uddannelse. I disse tilfælde kan du få feriedagpenge i perioder, hvor uddannelsesstedet holder ferielukket. Du har også mulighed for at få feriedagpenge, når din ferie er skrevet ind i din jobplan.