Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser LederSparring Nyheder Min side Lederne sites

Samtaler i a-kassen

A-kassen er det første sted blandt arbejdsmarkedets aktører, du skal have personlig kontakt til, hvis du mister dit arbejde. Vi er din sparringspartner på vej til hurtigt at komme tilbage i arbejde. Gennem et tæt samarbejde med os skal du formulere en personlig strategi for vejen til et nyt job.


Når du bliver ledig, skal du til to typer samtaler i a-kassen: CV- & vejledningssamtaler og rådighedssamtaler.

CV- & vejledningssamtale

Vi vil indkalde dig til en CV- & vejledningssamtale senest tre uger efter, at du er blevet ledig. Her vil vi sættes fokus på, hvordan du planlægger at vende tilbage til jobbet.

Til samtalen vil de vigtigste regler i a-kasselovgivningen blive gennemgået. Det er vigtigt, at du straks får indsigt i, hvilken ”bane” du befinder dig på, når du er ledig. Spillereglerne er nemlig mange og kan føre til advarsler, hvis du ikke fra starten er klar over, at der med dagpenge følger en række forpligtelser.

Til CV- & vejledningssamtalen skal vi pålægge dig at søge to konkrete job. Du bliver bedt om at medbringe forslag til disse.

Jobsøgningsplan
Til CV- & og vejledningssamtalen skal vi sammen aftale en konkret og forpligtende jobsøgningsplan.

Planen skal tage udgangspunkt i:

  • Dine ønsker
  • En drøftelse af, hvilke fag/stillingsbetegnelser, du skal søge
  • En drøftelse af, hvilket geografisk område, du skal søge indenfor
  • Vores vurdering af eksempler på de to konkrete ansøgninger, som du har medbragt

Når vi aftaler fag / stillingsbetegnelser og geografi, skal planen pege mod en realistisk og seriøs jobsøgning. Vi skal både aftale jobsøgning, som bygger på din hidtidige karriere – og jobsøgning, som kan bringe dine kompetencer i spil på den del af arbejdsmarkedet, hvor der er mangel på arbejdskraft.

På mødet skal du medbringe et udkast til din jobsøgningsplan.

Rådighedssamtale – hver tredje måned
Senest tre måneder efter, du er blevet ledig, vil a-kassen indkalde dig til en rådighedssamtale, hvor vi vil vurdere, om den aftalte jobsøgningsplan skal justeres.

Vi tager udgangspunkt i din gennemgang af, hvilke job du har søgt, og hvordan du har søgt. Sammen kigger vi på nogle af dine konkrete ansøgninger, og samtidig ser vi på, om fagområder og / eller geografiske kriterier skal justeres for at gøre jobsøgningen mere realistisk.

Det kan være, at CV’et skal rettes til, at jobsøgningen skal bredes ud, eller at der er nogle uddannelsesmæssige barrierer, som kan løses i samarbejde med jobcenteret.

Har du efter endnu tre måneder ikke fundet nyt job, vil du atter blive kaldt til rådighedssamtale.

Deltidsarbejde og supplerende dagpenge
Hvis du har deltidsarbejde og er på supplerende dagpenge, skal a-kassen ved rådighedssamtalen undersøge, om du har kvalifikationer inden for de jobområder, hvor der er mangel på arbejdskraft i din region.

Er dette tilfældet, får du en fire-ugersfrist til at søge fuldtidsarbejde inden for disse områder, hvorefter du over for a-kassen skal dokumentere din jobsøgning, så vi kan gennemføre en rådighedsvurdering

Ledernes Hovedorganisation
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne