Program Indlæg 2010 Hovedindlæg Sponsorer Udstillere Lederne sites
Print Bookmark and Share

Merete Eldrup

TV 2’s administrerende direktør, Merete Eldrup, har med effektiviseringer og besparelser rettet op på en ellers så godt som kuldsejlet forretning.


Da Merete Eldrup i 2007 blev ankerkvinde for TV 2, var det en forretning i overhængende konkursfare og med et stærkt behov for økonomisk, organisatorisk og ledelsesmæssig hovedrengøring.

Hun tog skrappe midler i brug i bestræbelserne på at skabe det, som hun selv har kaldt det mindst grimme resultat. 205 stillinger blev nedlagt. Triste, men nødvendige tiltag i de effektiviseringer og besparelser, der skulle sikre koncernens overlevelse. Og selv om det samlede regnskab stadig viser røde tal, er der bedring at spore under Merete Eldrups tid i koncernen.

Seneste opgørelse viser en stigning i tv-reklameomsætningen på otte procent, mens omsætningen på nettet er vokset med hele 30 procent. Desuden forventes salget af TV 2’s sendenet, som koncernen ejede sammen med DR, at nedbringe TV 2’s statsgæld betydeligt og markerer dermed en milepæl i Merete Eldrups omstruktureringsplan.

Magten har altid ligget til højrebenet for den fodboldelskende Merete Eldrup. Uden at hun bevidst er gået efter den, for det er ikke magten i sig selv, men det at være med til at træffe beslutningerne, der tænder den 47-årige topchef – også selv om det nogen gange kan være skræmmende som leder at have indflydelse på så mange mennesker, har hun udtalt.

Hendes flair for chefjobbet har bragt hende tæt på den politiske magttinde, blandt andet som ministersekretær for tidligere finansminister Henning Dyremose (1993-95), sekretariatschef for Mimi Jakobsen i Erhvervsministeriet (1995-1998) og som vicedirektør i Energistyrelsen under Miljø- og Energiministeriet.

I 1998 skiftede hun ministerie-karrieren ud med direktørposten i JP/Politikens Hus (1998-2007). Sammen med sin mand, Anders Eldrup, der er administrerende direktør i Dong Energy, er hun af Berlingske Nyhedsmagasin blevet udråbt som et af de mest magtfulde par i dansk erhvervsliv 2010. ”Koncentrationen af mediemæssig, økonomisk og politisk indflydelse matches ikke af noget andet power couple i Danmark,” lød begrundelsen for kåringen.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Telefon: 3283 3283
Fax: 3283 3284
mail: konferencer@lederne.dk