Vejen til succes

En beretning af Christian Clausen om Nordeas spændende og udfordrende vej til succesfuld vækst – og om hvordan denne udvikling er håndteret ledelsesmæssigt.
Nu er der i almindelighed næppe megen grund til at have medlidenhed med bankchefer, men det kan immervæk godt synes at være et utaknemmeligt job til tider. Tag nu Nordea og topchef Christian Clausen. Koncernen landede i 2009 et overskud før skat på 23 milliarder kroner i halen på århundredets nedsmeltning af finansmarkederne. Alligevel udtrykte flere iagttagere moderat skuffelse over resultatet. Markedets forventninger til den danske chef for Nordens største bank er nemlig betydelige.
Det er naturligvis ikke uden grund. Da Christian Clausen i 2007 tiltrådte som topchef i Nordea, satte han fra starten et ambitiøst mål. Nordea skal i løbet af syv år fordoble værdien. Lige rundt om hjørnet ventede de første amerikanske sammenbrud og hvad deraf fulgte. Alligevel kan han i dag konstatere, at Nordea er foran målet, og på trods af krisen har banken præsteret en stribe imponerende overskud. Måske er det takket være en offensiv indstilling. I februar 2009 sagde han således: ”Vi skal nok komme ud af både bankpakkerne og krisen igen. Det er ikke særlig produktivt at fremstille det hele som sort i sort.”
Jobbet som CEO er kulminationen på en tyve år lang karriere i først Unibank og dernæst Nordea for den økonomiuddannede Christian Clausen. Derfor var det en chef med et grundigt kendskab til organisationen, som gik i gang med at strømline værdier og processer på tværs af landegrænser.
I et interview udtalte han, at ” Vores model er hundrede procent kundeorienteret. Det har kun det ene formål”.