Dramaet bag SAS' turnaround

En ny bog beretter med blandt andet inside viden fra direktionsgangene i SAS om de seneste års turbulens i selskabet. Fokus er på den ledelsesmæssige indsats, der reddede Skandinaviens største luftfartsselskab fra konkurs.  

Informationerne i bogen stammer ikke fra hvem som helst. Jens Wittrup Willumsen er viceadministrerende direktør i SAS Danmark. Sammen med ledelsesjournalisten Peter Horn beskriver han de dramatiske hændelser, som trak SAS ud af turbulensen og dermed væk fra den umiddelbare trussel om opsplitning, salg eller konkurs.

Omtalt af Ulla Bechsgaard, chefredaktør, Ledelseidag.dk
ube@lederne.dk

31. august 2006

”Bortset fra at vi har været ved at gå konkurs, er vi ikke kriseramt.” Citatet kommer fra SAS’ tidligere koncernchef Jørgen Lindegaard, der stod i spidsen for SAS-koncernen i dens mest turbulente periode nogensinde.

Jørgen Lindegaard blev headhuntet til jobbet og fik til opgave at udbygge selskabet og sikre det ekspansion på alle områder. Som forfatterne Peter Horn og Jens Wittrup Willumsen skildrer det i bogen SAS – når tiden er vigtigst, blev hans virkelighed en anden, og efter en omfattende turnaround over fem år og 14 milliarder svenske kroners besparelser valgte Jørgen Lindegaard at træde fra – til fordel for stillingen som koncernchef i rengøringsgiganten ISS.

En modig mand
Den ene af bogens forfattere Jens Wittrup Willumsen var ansat som vicedirektør i SAS, mens han skrev bogen. Bogen er derfor ganske usædvanlig, fordi to inside topchefer fra SAS så direkte har bidraget til bogen.

På en konference i anledning af bogen for nylig på Handelshøjskolen i København, CBS, var Jens Wittrup Willumsen fuld af lovord overfor sin tidligere chef.

- Hvis ikke Jørgen var en modig mand, var bogen aldrig blevet til noget, sagde Jens Wittrup.

Prisen for skandinavismen
Jørgen Lindegaard har bidraget til dette stykke dansk virksomhedshistorie ved at lade sig interviewe af forfatterne og være åben om sine overvejelser. På konferencen fortalte Lindegaard blandt andet, at de meget store forskelle mellem de tre skandinaviske lande, Norge, Sverige og Danmark, var kommet bag på ham.

- Hvis man tror, at skandinaviske lande er kommet tættere på hinanden på grund af EU, tror man helt fejl. Lovgivningen i landene er vidt forskellige. I SAS skulle alt være ens i de tre lande. Prisen for skandinavismen blev altid den dyreste løsning, sagde Jørgen Lindegaard. Derfor var det efter den forhenværende administrerende direktørs mening nødvendigt at splitte selskabet op.

Forskningsmæssig omhyggelighed
På konferencen gennemgik Jørgen Lindegaard den turn around, han som topchef fra 2001 til 2006 har stået i spidsen for – en turnaround som gennemgås med forskningsmæssig omhyggelighed i bogen.

Lige efter Lindegaards tiltræden ændrede verden og markedet sig radikalt. Terror, sygdomme og krige havde påvirket rejselysten negativt; dereguleringer havde intensiveret konkurrencen; strejker havde kostet SAS trecifrede millionbeløb; lavprisselskaber havde undermineret alle store nationale flyselskabers prisstrukturer og brændstofprisernes himmelflugt havde gjort økonomisk planlægning til et hasardspil.

Lykkedes at vende negativ spiral
Undervejs har SAS’ eksistensberettigelse været diskuteret både in- og eksternt. Det lykkedes for SAS’ ledelse og medarbejdere at vende den negative spiral.

Arbejdet med turnarounden gav sig blandt andet udslag i, at enhedsomkostningen (omkostning per flystol per transporteret kilometer) i perioden faldt med 30 procent. Det er tæt på målet og især, hvad der har været forskellen på liv og død for selskabet.

Virksomheder er købt til, andre solgt fra og i tusindvis af medarbejdere har forladt SAS. Med interview af koncernledelsen i SAS Group og adgang til interne dokumenter fortæller forfatterne om optakten til SAS’ krise og om gennemførelsen af den største turnaround i nordisk luftfartshistorie.

Bogen slutter med, at forfatterne skitserer forskellige fremtidsretninger for både SAS og luftfarten. De konstaterer, at SAS inden for de næste tre år skal bruge sit stærke brand proaktivt og udfylde sin nye rolle i skandinavisk luftfart, hvis selskabet skal holde sig på vingerne.

SAS – når tiden er vigtigst
Af Peter Horn og Jens Wittrup Willumsen
Børsens Forlag, september 2006
ISBN: 87-7664-094-9
Pris: 460 kroner