Ledelse af Generation Plus Karriere Lederrollen Økonomi Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Pensionen må vente lidt endnu

For 64-årige Sigfred Lindvig, varmeforsyningschef i Forsyningen Esbjerg Kommune, er det stadig en personlig tilfredsstillelse at være leder. Derfor er tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet blevet udskudt flere gange.


Af Lonni Lynge, redaktion@lederne.dk, foto: Polfoto



Hvis du havde spurgt ham for 15 år siden, havde svaret lydt, at han i hvert fald ikke skulle arbejde en dag over de 60 år – absolut højst til 62 år. I dag er Sigfred Lindvig 64 år og stadig i fuld gang på arbejdsmarkedet som varmeforsyningschef i Forsyningen i Esbjerg, hvor han har været de sidste 15 år.

- Jeg oplever, at jeg med alderen er blevet mere bevidst om, hvornår man er udbrændt, og hvornår man stadigvæk har energi, overskud, opbakning og helbredet til at sige, at der stadig ligger en udfordring i at bestride et lederjob. Det er jobbets udfordring, der er hele bevæggrunden for, at jeg stadigvæk er her, siger Sigfred Lindvig, der ikke kunne modstå at være med til at præge kommunesammenlægningen. 

- Vi har været igennem nogle år, hvor også kommunesammenlægningen var været en del af lederjobbet, og vi er i en situation nu, hvor endnu en omlægning står for døren. Det er store ledelsesmæssige udfordringer, som man jo ikke får i enhver sammenhæng. Det vil jeg også gerne lige have med.

Vil slutte på toppen
Sigfred Lindvig fortæller, at så længe evnerne og forstanden er til det – og ikke mindst motivationen, har han tænkt sig at blive på arbejdsmarkedet. 

- Så længe man kan præstere og følge med udviklingen, og man stadig synes, man er inspirationskilde, synes jeg ikke, jeg har nogen som helst problemer med at bevare motivationen. Det er jo det, der fylder, forklarer han og tilføjer, at han hellere vil slutte på toppen end krampagtigt at holde fast i sin lederstilling.

- Det er vigtigt, at man selv er opmærksom på, hvornår man skal stoppe. At andre skal til at tænke, at ”nu er man da ved at være lidt af en plage” eller ”nu er det ved at være et problem, at man stadig er leder”, ville for mig være en yderst uheldig afslutning på et arbejdsliv. Jeg synes, at man skal benytte lejligheden til at gå på et tidspunkt, hvor man kan sige, at der endnu ikke er nogen, der har opdaget, at der er nogle af hjernecellerne, der er forsvundet.

Som at starte i et nyt job
Selvom Sigfred Lindvig ikke helt er klar til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet endnu, har tanken alligevel strejfet ham.

- Det skulle jo gerne være ligesom at starte i et nyt job, hvor man rigtig har lyst til det. Så tror jeg ikke, at man i samme grad oplever at falde ned i et hul, hvor man fornemmer, at nu er der ikke ligeså meget brug for en, og man behøver ikke lige at stå op på samme tid hver morgen.

Glæder du dig til, du kan trække dig tilbage?
Jeg tror, at jeg er ved at indstille mig på det. Jeg er et menneske, der i væsentlig grad ser de lyse ting ved tilværelsen, så jeg er i stand til at se det positive og det udfordrende i at få et liv efter arbejdsmarkedet til at fungere. Den dag, det sker, er jeg ikke i tvivl om, at så er jeg der, hvor jeg skal være.


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne