Lykkepillens moder på vej med nyt firma

Af Lonni Lynge, redaktion@lederne.dk, foto: Ulrik Jantzen

Hun er Danmarks ukronede biotekdronning, men hendes karriere har ikke været lutter lagkage. To gange er Eva Steiness blevet fyret fra en toppost, senest i december sidste år, hvor hun var tvunget til at forlade Zealand Pharma – det biotekselskab som hun for 9 år siden startede op fra bunden.

Selvom tanken om pension strejfede hende dengang tilbage i december, var det kun i et splitsekund, og 66-årige Eva Steiness, også kendt som lykkepillens moder, er i dag allerede i fuld gang med sit nye selskab New Pharma, der beskæftiger sig med slidgigt, rygmarvsskader og hormonfejl.

- Jeg vågnede om lørdagen efter at være blevet fyret om fredagen og tænkte, at det egentlig var mærkeligt, at jeg ikke var på Zealand mere. Men så tænkte jeg, hvad er forskellen egentlig på, om jeg er 70, og at jeg nu kun er 66? Det er sgu da det samme. På et eller andet tidspunkt skal man være indstillet på at gå på pension, så jeg sagde okay, det var så dét. Mandag morgen var det alligevel lidt spøjst, at jeg ikke skulle afsted, men da havde jeg allerede en projektidé, jeg ville kaste mig over, fortæller Eva Steiness om, hvordan New Pharma kom til verdenen.

Rollen i hendes nye firma bliver lidt anderledes end tidligere. Hun kalder det selv for en avanceret projektleder, hvor hun skal sørge for de kontakter, der skal til, men selve selskabet baserer sig på outsourcing.

Det handler om engagement
Snakken om tilbagetrækning er hurtigt overstået, for hun ville ikke kunne holde ud at sidde og læse og slå græs og luge hele dagen. Vi sidder i hendes have i Hellerup, lidt nord for København. Huset er stort, som de nu engang er på den adresse, og haven ligeså. Og med et nedlagt husmandssted på Ærø af samme størrelse, burde der ellers være arbejde nok til at få dagen til at gå.

- Jeg har ansat mange folk i min tid, og jeg spørger dem altid, ”hvornår glemmer du tiden – hvad laver du, når du glemmer at spise frokost?” Jeg glemmer, hvad klokken er, når jeg sidder og fordyber mig i noget med henblik på at føre et givet projekt videre. Det handler om, hvad der virkelig kan få én engageret – og det kan havearbejde altså ikke med mig, siger hun.

Første kvindelige dekan
Den næsten komplette hvide farve på den karakteristiske skarptklippede page, er ikke det eneste, der røber, at vi har med en kvinde at gøre, der er vel oppe i årene. Eva Steiness er af den gamle skole – på flere måder. Cykel bliver stadig udtalt som cikel, opgaverne på universitet blev skrevet på skrivemaskine – uden slettebånd, og uddannelsen til læge foregik med mesterlære på Århus Kommunehospital. Det er vel ikke helt forkert at sige, at Eva Steiness nærmest faldt i lægetasken som spæd, med en far som var overlæge.

I 1982 blev hun den første kvindelige dekan ved Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, og et par år efter blev hun den første kvindelige professor på det lægevidenskabelige område i Danmark. Men det er nu ikke noget, der skal gøres så meget ståhej ud af, for hun har aldrig følt, at det var sværere at være kvinde – bortset fra det første stykke tid som dekan på Københavns Universitet. 

- De første måneder, indtil folk opdagede, at det ikke var åndssvagt, det jeg sagde – i hvert fald ikke hver gang – var det ikke særlig let. Jeg var velforberedt og kunne mit stof, og da de andre opdagede det, fik jeg det egentlig meget lettere, for så var disse gamle professorer jo lidt stolte af, at de havde en kvinde som dekan.

Lykkepillen blev skabt
Rygtet om dekanen spredte sig, og det private erhvervsliv begyndte så småt at få øjnene op for hende. I 1989 blev Eva Steiness headhuntet til medicinalvirksomheden Lundbeck som forskningsdirektør. På det tidspunkt havde Lundbeck ikke lavet et eneste produkt til markedet i 20 år, men Eva Steiness viste sig at blive den saltvandsindsprøjtning, der skulle til. Som chefdesigner på den antidepressive pille Cipramil, også kendt som lykkepillen, var hun med til at sikre Lundbeck en milliardomsætning. Lykken tilsmilede så sandelig Lundbeck og Eva Steiness – så længe det varede.

Farvel og tak til Lundbeck
Efter ni år i direktionen, opstod metaltrætheden, som hun selv kalder det, og Lundbecks dengang lettere iltre direktør Erik Sprunk-Jansen smed hende på porten, trods hendes store andel i Lundbecks succes. Det hed sig, at opsigelsen var på grund af samarbejdsvanskeligheder.

- Jeg var forberedt på, at jeg skulle afskediges, fordi der pludselig kom sådan nogle mærkelige rygter om, at jeg havde svindlet med min disputats, og sådan var de andre afskedigelser også startet. Det var almindelig kendt på det tidspunkt, at Sprunk-Jansen brugte direktører, ligesom vi andre nyser, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg var den direktør, der holdt længst, hvilket jeg altid har været meget stolt af. Afskedigelsen tog relativt hårdt på mig, og det varede faktisk lang tid, før jeg kom til hægterne igen. Når andre træffer en beslutning for en eller dømmer en, når man har gjort sit bedste, tror jeg altid, det er hårdt. Heldigvis var jeg så heldig, at der var nogen, der samlede op på mig. Der gik 14 dage, så sad jeg i USA og diskuterede et nyt job, uden at jeg havde søgt det.

Resultaterne taler for sig selv
Præcis ni år efter fyringen fra Lundbeck gentog historien sig. Bestyrelsen i Zealand Pharma, som Eva Steiness startede op i 1998 efter afskeden med Lundbeck, krævede et generationsskifte. Trods succes måtte Eva Steiness endnu engang sige farvel til en direktørpost, men alder og erfaring gjorde, at det ikke var ligeså hårdt anden gang.

- Det var ikke så svært med Zealand, og så var jeg jo også blevet ti år ældre. At være administrerende direktør i et venture-ejet selskab er altså en udfordring, som ikke altid er særlig morsom. Derfor er det faktisk herligt ikke at skulle arbejde med venturefonde, fordi deres drømme om værdistigninger er ude i hampen, siger hun.

Trods to fyringerne har Eva Steiness aldrig været bekymret for hendes omdømme som leder. Resultaterne taler for sig selv, mener hun.

- Min reputation er aldrig blevet klandret. Det, vi havde opnået under min ledelse hos Lundbeck, var så evident. Mit engagement i de job, jeg har haft både tidligere i mit liv, men også i Lundbeck og Zealand, har været så stort, og resultaterne, jeg har opnået, har været så gode, at folk jo i højere grad har tænkt, at det ikke var mig, der var noget galt med, men med de andre.

Ret til forskellige meninger
Selvom to afskedigelser fra to topposter må være en bitter pille at sluge, har Eva Steiness aldrig følt sig uretfærdigt behandlet, siger hun. For hende handler det om respekt – respekten for andre folks holdninger.

- I virkeligheden er jeg meget sagtmodig. Det er der jo mange, der ikke vil tro på, men jeg har stor respekt for, at alle mennesker har lov til at have deres egne meninger om tingene, og den ene mening kan sgu være ligeså god som den anden. Hvis nogen synes, at nu skal der en ny direktør til, så er det godt nok, forklarer hun.

Og respekt har netop været gennemgående i hendes tid som leder. Hvis man spørger hende, hvad man som leder kan lære af hende, falder det prompte svar: ”at opføre sig ordentligt.”

- I virkeligheden er det jo meget banalt at sige, men jeg vil behandles med respekt, for det jeg kan og for min person. Og sådan vil jeg også gerne behandle andre mennesker. Du bliver nødt til at have en professionalisme, der gør, du kan arbejde med alle mennesker, uanset om du muligvis synes, de har været lidt dumme eller uprofessionelle. Behandl dem ligesom du gerne selv vil behandles i samme sag. Det gælder også bestyrelsesmedlemmer, selv om de ved gud i himlen kan være en plage, lyder det skælmsk, inden hun fortsætter:

- Jeg har jo ikke sat mig ned og sagt, hvordan vil jeg være som leder, så det er jo også et spørgsmål om, hvordan er du som person. Det lyder så patetisk, synes jeg, når jeg sidder og skal fortælle om det, men at være omsorgsfuld og respektfuld er de ting, jeg har lagt som ledetråd for mig selv.