Fabrikken flytter til Korea – Ole tager med

Af Lonni Lynge, redaktion@lederne.dk, foto: Hanne Loop/Polfoto



Det er ikke mere end et par måneder siden, at krumtapmaskinerne hos STX Enpaco i Holeby på Lolland pumpede af sted for fulde drøn, og larmen var så himmelhøj, at både vægge og lofter var lydisolerede. I dag er der ikke længere brug for isoleringen, selvom stilheden er larmende i sig selv. Maskinerne er i gang med at blive skilt ad i hundredvis af dele, og den ene container efter den anden bliver i øjeblikket fragtet til Sydkorea, hvor maskinerne skal samles igen.

- De to store maskiner er mine børn. Jeg har været med fra starten, og vi var nogle af de første i verden til at lave krumtapper på den måde. Jeg kan huske, at vores direktør spurgte, om vi behøvede at være de første, for så ville vi komme til at lave fejl. I starten, hvis der var problemer med maskinerne, så var det Oles maskiner, men da folk begyndte at sige vores maskiner, så vidste jeg, at det var begyndt at køre godt, fortæller Ole Hviid Poulsen, Branch Manager hos det koreanske kæmpeværft STX Enpaco.

Trist at gå rundt på tom fabrik
Over døren på hans kontor hænger jubilæumsskjoldet fra hans 40 års jubilæum i virksomheden. “Ja, det er jo allerede snart to år siden” konstaterer han og fortæller, at han startede i 1968 – de sidste 35 år som leder.

Ole Hviid Poulsen lægger ikke skjul på, at det er vemodigt at gå rundt på fabrikken i øjeblikket, hvor et hold af koreanere er i gang med at splitte det sidste af en af maskinerne ad. I en rende i gulvet ligger ledninger og kabler, der mest af alt ligner en stor bunke spaghetti i forskellige farver. Ole Hviid Poulsen fortæller, at de i øjeblikket fylder en container om dagen. Efter planen skal der sendes 30 containere med maskinelt udstyr af sted – og i slutningen af juli regner han selv med at tage samme vej.

Ikke klar til at gå på pension
For nogle ville det måske være en naturlig exit fra arbejdsmarkedet, når man som 65-årig oplever, at ens arbejdsplads skifter adresse fra Holeby på Lolland til Changwon i Sydkorea. Men for Ole Hviid Poulsen er tiden endnu ikke kommet til den store sortie, og muligheden for at komme til Sydkorea var en udfordring, han blev nødt til at tage. Som han udtrykker det: “Hvorfor ikke bare gøre det?”

- Jeg føler mig ikke gammel, og jeg har stadig lyst til at lave noget endnu. Der er jo selvfølgelig nogen, der siger, “Hvorfor fa’en går du ikke hjem, Ole? Du har en god pension”, og jeg har også båden, som jeg kan ligge og sejle rundt i, men alting til sin tid. Min far var også leder. Han blev fyret, da han var 70. Det kunne han ikke forstå, så han meldte sig til et moms-kursus, og bagefter startede han sit eget firma. Så der ligger vel et eller andet i blodet, fortæller han.

Koreanere vil gerne klare sig selv
Efter planen skal han i første omgang være i Korea i seks måneder, mens familien bliver i Danmark. Han bedyrer, at han kun bliver i opstartsfasen, til “børnene” igen kører som før. Siden december har Ole Hviid Poulsen haft mulighed for at vænne sig til den koreanske måde at arbejde på, da flere forskellige hold af koreanere har været på virksomheden for at pakke fabrikken sammen. Og der er forskel på at være leder for danske medarbejdere og koreanske medarbejdere, har han erfaret.

- De har mere respekt for lederen, end vi har i Danmark. Men samtidig er det også lidt svært, for den koreanske karakter er, at de kan klare sig selv. Den største udfordring i Korea vil nok blive at overbevise dem om at lytte lidt. De er dygtige og selvstændige og vil helst ikke være afhængige. Jeg kan kun vejlede dem og så håbe på, at de hører, hvad jeg siger. Jeg er godt klar over, at jeg skal stikke fingeren i jorden og så se, hvordan de gebærder sig, men det er jo svært at vide i forvejen og forestille sig tingene, før man er i det, siger han.

Ledelse gennem maven
Selvom det kan være svært at forudsige, hvordan det vil blive at skulle lede på den anden side af jordkloden, har Ole Hviid Poulsen dog allerede fundet ud af, at vejen til koreanernes hjerter måske ikke går gennem ledelse, men derimod gennem maven.

- I december havde jeg besøg af de fire koreanere, der skal køre maskinerne. De boede hos mig den sidste dag, de var her, og min kone og jeg blev enige om, at de skulle have en rigtig omgang dansk mad. Så vi lavede flæskesteg med brun sovs, rødkål og hele pivtøjet. Vi havde købt en steg på 2,2 kilo. Min kone og jeg spiste en skive hver, og de fire andre åd resten. De stak godt nok til det i starten, men da de først havde smagt det, var det lige før, at der ikke var nok, fortæller han grinende om introduktionen af dansk gris med sprød svær til de koreanske ganer.