Af Lonni Lynge, redaktion@lederne.dk, foto: Ulrik Jantzen

Efter et langt lederliv i byggevarebranchen sagde 67-årige Cay Reeh for fem år siden farvel til lederjobbet og goddag til efterlønsordningen. På det tidspunkt var det meningen, at han ville trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. Sådan gik det nu ikke helt, for efter et stykke tid kriblede det alligevel for meget i fingrene på Cay Reeh.
Tog selv det første skridt
- Jeg sendte en mail til direktøren, hvor jeg skrev, at jeg har en specialviden om lagerstyring, og jeg vidste, at der var andre, der gerne ville have den. Hvad skulle vi gøre ved det?, fortæller han.
Det gik ikke værre eller bedre, end at virksomheden sagde ja til Cay Reehs ”frieri”. Han mener, at det er vigtigt, at man ikke bare sidder og venter på, at virksomheden skal tage initiativet.
- Det var mig, der kom til dem og solgte arbejdsopgaven med at lære andre lagerstyringssystemet. Du skal være udadvendt – det er dig, der skal sælge dig selv og ikke omvendt, lyder det.
Uddanner nye kolleger
Siden har Cay Reeh arbejdet med lagerstyring og uddannelse af nyansatte kolleger. Det bliver til cirka fire faste dage om måneden, hvor der står uddannelse på programmet. Derudover bliver der også sendt bud efter ham til ad hoc-opgaver, blandt andet når nye butikker åbner.
- Jeg har været udkommanderet i perioder til at hjælpe i nogle butikker, hvor der har manglet mellemledere, og hvor jeg kunne gøre en indsats. Man bruger den erfaring, som man har. Set med firmaets øjne har de en ressource gående rundt, som de kan sende bud efter, og det er dét, de benytter sig af, siger han.
Ikke et spørgsmål om penge
Cay Reeh fortæller, at det ikke er økonomien, der tvinger ham til fortsat at være på arbejdsmarkedet, men at det er helt andre ting, der spiller ind.
- Når man er nået så langt op i alderen som jeg, er det i hvert fald ikke kronerne, der afgør, om jeg fortsat vil arbejde. Jeg har haft interessen og lysten til at fortsætte, fordi det giver mig indhold i dagligdagen, en tilværelse og en tilknytning til en arbejdsplads – og så synes jeg stadig, det er sjovt, siger Cay Reeh.
Viden er vigtigt
Udover at han selv tog teten og kontaktede sin gamle arbejdsplads med henblik på nye opgaver, lyder mantraet ”uddannelse, uddannelse og uddannelse” igen og igen som en af grundene til, at han stadig har et ben på arbejdsmarkedet.
- Uddannelse har for mig været nøgleordet hele tiden. Det kan både være et Excel regneark kursus, ligesom det kan være deltagelse på møder og events. Hvis ikke du uddanner dig igennem hele livet, er du tabt i sidste ende. Det gælder hele tiden om at samle viden, så man har noget at byde ind med. I mit tilfælde har jeg siddet som en mentor med en indsigt, som jeg har brugt til at uddanne medarbejdere, fortæller Cay Reeh.
Find passionen
Han giver gerne et godt råd med på vejen til andre generation plus’ere, der står overfor valget mellem at trække sig tilbage eller fortsætte på arbejdsmarkedet.
- Det, du skal beskæftige dig med fremover, skal være noget, du brænder for. Du må ikke gå ud og tage et job eller blive i en virksomhed, du er træt af. Som generation plus har du nogle fordele og nogle friheder. Én ting er dit arbejdsliv, og noget andet er dit efterlønsliv. En efterlønsordning giver dig nogle muligheder for, at du kan lave de ting, du virkelig brænder for, lyder det opmuntrende fra Cay Reeh.