Alle får brug for omsorg en dag

Af Søren Ravnsborg, redaktion@lederne.dk, foto: Sif Meincke

Da Thyra Frank havde været forstander på plejehjemmet Lotte i 14 dage, kom hun rystet hjem til sine forældre og svor højtideligt, at de aldrig skulle på plejehjem. Det ville hun alligevel ikke byde dem. For hvor var hjertet henne i arbejdet, og hvor var respekten for de ældre og for kollegerne?

Det var tilbage i 1988. Løftet til forældrene har hun holdt, men bortset fra det skulle oplevelsen varsle en varig forandring i Thyra Frank, hos hendes personale, beboere og pårørende på Lotte. For snart meldte eftertanken sig hos den nye forstander.

- Jeg blev jo klar over, at jeg selv måtte gøre noget for at ændre forholdene. Jeg gav så mit personale hver en blyant og et stykke papir og en ekstra fridag på skift, og jeg bad dem om at skrive ned, hvad de ville lave om, hvis de selv skulle bo på Lotte. De 27 sider, jeg fik retur, har siden været en manual for mig, som jeg har hentet megen inspiration i, fortæller hun fra sin faste plads i den store spisestue, da magasinet Lederne besøger Lotte en fredag eftermiddag. 

At opdage mennesket
Især et af de mange råd fra personalet skulle få vidtrækkende betydning. En ældre sygehjælper skrev, at ”hvis jeg ender her, skal i tage mig med på ferie. Jeg har aldrig været ude at rejse, men jeg har så mange drømme”.

- Der gik et sus igennem mig. Ja for pokker, det skal vi da.
Personalet var noget tvivlende, men i det spørgsmål annullerede jeg demokratiet. Jeg sagde til personalet, at for dem, der ikke ønsker at komme med os på ferie, findes der 90 andre plejehjem i Københavns Kommune, som de kan søge hen til. Året efter, det var den 29. april 1989, tog vi alle på en uges ferie til Karrebæksminde, og da lærte vi at gøre tingene på en anden måde, end vi plejer. Vores rutiner blev revet op med roden, og på den tur skete der virkelig noget med mig og min personalegruppe. Vi fik et nyt syn på arbejdet og hinanden. Vi opdagede, at beboerne er levende mennesker. Siden har vi hvert år været på ferie sammen.

De årlige ferier for personale, beboere og pårørende, senest til Rhodos her i oktober, er blot en af de historier, der har bidraget til at gøre Lotte-modellen til et brand, der eksporteres til adskillige lande og ugentligt sender delegationer til den tidligere herskabsvilla på Frederiksberg for at studere dagens gang og høre om Thyra Franks filosofi. I kort og banal form handler den om at huske på, at man selv en dag bliver gammel og får brug for andres hjælp og om at behandle andre, som man gerne selv vil behandles.

En god middag og en lille en
- Nogle af vores beboere har været alene et stykke tid, inden de kommer her. De mister gnisten. Men efter et stykke tid retter de sig op, for her bliver de set som mennesker. Det er det allervigtigste, som vi laver her – at blive set som menneske. Vi andre skal nok råbe op, hvis vi bliver overset, men når du er gammel, kan du ikke råbe op, siger hun. 

Andre elementer i fortællingen om Lotte er god mad og samvær, at lade sig styre af omsorg, medmenneskelig respekt og sund fornuft frem for stive regler, som Thyra Frank selv plejer at udlægge det til nysgerrige medier. Men nu kan god mad og sund fornuft opfattes på mange forskellige måder, og så er det gavnligt at være konkret.

Da vi dukker op ved 14-tiden, er middagen netop serveret, og snakken er livlig. Beboere, personale og pårørende sidder mellem hinanden, nyder stegte rødspætter, kartofler og persillesovs med vand, øl eller vin (en lille fredagsbonus) til. Senere følger kaffe, flødeskumskager fra den gode bager i nærheden og endelig en diskret cerut, mens eftermiddagen stille går på hæld.

- Som friplejehjem får vi ikke anvist beboere fra kommunen. Vores eksistens afhænger af service og omsorg. Kun så længe pårørende og beboere fortæller, at de her bliver behandlet ordentligt, kan vi overleve.