Bliv mentor
07.06.2011
Bliv mentor gennem Lederne og lad en mindre øvet leder få glæde af dine erfaringer og få samtidig inspiration til dit eget lederskab.
Som mentor gennem Ledernes Mentorprogram får du som erfaren leder mulighed for at øse af dine erfaringer til en yngre og mindre erfaren leder. I tilgift får du inspiration til i dit eget lederskab. Tilmeld dig gratis inden den 17. juni.
Anna Dalager, leder på Statsbiblioteket i Århus, meldte sig som mentor for at kunne dele ud af sine mere end 15 års erfaring med ledergerningen. Da hun selv satte sig i chefstolen tilbage i 1995, måtte hun nemlig selv finde ud af at lede en flok medarbejdere, at håndtere konflikter, stille forventninger og krav og så videre. De erfaringer har hun givet videre til sin 14 år yngre mentee, Signe Lund Hansen.
- Det er en enorm tilfredsstillelse at kunne hjælpe en anden leder med mine egne erfaringer, og så lærer jeg også noget, som jeg kan bruge i mit eget job som leder. Jeg er et udpræget handlingsmenneske, og derfor har jeg stor værdi af Signe, der som professionel coach kan stille de rigtige spørgsmål, så problemstillinger og situationer bliver vendt og drejet en ekstra gang. Det er guld værd, at vi begge får noget ud af det siger Anna Dalager til magasinet Lederne og fortsætter:
- Jeg er jo ikke et orakel. Jeg kan sagtens finde på at sige: "Det ved jeg ikke, men vi kan da prøve at snakke om det."