For at kunne lede og fastholde Generation Plus-medarbejdere er det nødvendigt at kende myterne og i endnu højere grad at kende årsagerne til, at myterne ikke holder. De klassiske myter er:
Myte #1: De ligner tidligere generationer af ældre Generation Plus var i høj grad med til at sætte samfundets dagsorden, da de var unge, og er nu på vej til at gøre op med billedet af den stereotype pensionist. De vil sætte en helt ny dagsorden for ”voksen- og ældrelivet”, og vil nu redefinere dét at blive ældre.
De vil dermed vende op og ned på forestillingen om ældre som en passiv og nødlidende gruppe.
Myte #2: De unge præger arbejdsmarkedet
Nej – det gør volumen bag demografien. Generation Plus er som generation den største nogensinde, og derfor har spotlightet fulgt dem op igennem deres forskellige livsfaser.
Da de var unge var fokus på dem som forbrugere og arbejdstagere, og politikere gjorde meget for at sikre deres gunst (stemmer). Nu er de ved at blive ældre, og virksomheder begynder at få øjnene op for deres arbejdskraft og købekraft.
Myte #3: De lever livet lineært
Med den nye generation af ældre er billedet af voksenlivet og ikke mindst alderdommen ved at ændre sig dramatisk. Længere levetid vil erstatte den ”lineære” livsproces – vokse op, gå i skole, tage uddannelse, arbejde, etablere familie, trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – og livet? – med flere livscirkler. Vi vil cirkle ind og ud af mange forskellige karrierer, afbrudt af perioder med selvrealisering, sabbat, start af egen virksomhed, nye uddannelser, osv.
Myte #4: De har modstand over for at prøve nyt – ikke omstillingsparate
Generation Plus’ interesse for at prøve nyt er faktisk på niveau med de 25-35-årige. Ikke mindst hvis vi f.eks. ser på efteruddannelse.
Hvad angår svækket omstillingsevne og motivation er også dette en myte. Realiteten er, at Generation Plus i lige så høj grad som yngre medarbejdere kaster sig ud i nye arbejdsopgaver.
Myte #5: Et ungt miljø er mere attraktivt end et ”gammelt”
En mangfoldig gruppe af medarbejdere giver et helt andet dynamisk arbejdsmiljø – der mere afspejler det samfund, vi lever i!
Endvidere bidrager Generation Plus ved at videreføre organisatorisk erfaring og viden til (nye) yngre medarbejdere. De handler og bedømmer en situation ud fra en større pulje af erfaringer fra tidligere i livet.
Selvledelse er en dominerende kompetence hos Generation Plus, ligesom deres erfaring og måske livsvisdom også kan bidrage til deres kompetencer med nærvær, ro, rummelighed og overblik.
Myte #6: Generation Plus ønsker at forlade arbejdsmarkedet tidligt
Både ja – men mest nej! I en undersøgelse fra Ældre Sagen siger 26 procent, at de ikke længere ønsker at blive på arbejdsmarkedet. 39 procent vil blive ved, så længe de kan, og hele 35 procent kan overtales til at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis vilkårene passer til deres behov og ønsker.
Myte #7: De mangler it-kundskaber Deres it-færdigheder er muligvis ikke helt på niveau med de unge – men de 50-årige har generelt større færdigheder end de 65-årige. 89 procent af personer i alderen mellem 50 og 65 anvender nettet. Og de bruger Internettet på samme måde som yngre.